Superliga

Leder: Intet FC Midtjylland uden Ørgaard

Elsk ham eller had ham - FCM uden Jens Ørgaard bliver ikke det samme.

Mandag eftermiddag ved fire-tiden sagde et ægte dansk fodboldikon stop i FC Midtjylland.

Efter 13½ år var klubbens sportsdirektør Jens Ørgaard nået frem til, at han hellere vil prøve noget andet end fortsætte i et FC Midtjylland, der i de kommende år i endnu højere grad end før skal leve af at være produktionsvirksomhed af talentfulde fodboldspillere.

Meget kan og bør man sige om Jens Ørgaard, men kedelig, det har han og FC Midtjylland ikke været.

Man husker ham for kontroversielt talentfiskeri i Aalborg, Århus og på Sjælland, der brød alle normer og konventioner om rekruttering af teenagere i Danmark, og i 2007 var han også ved at komme på kant med sin egen bestyrelse og børsreglerne, da han undlod at fortælle om to forhåndskontrakter med teenagetalenter fra Sjælland.

Han har også været en markant bedre sælger - han kan sagtens slippe afsted med at kalde sig selv Danmarks bedste - af fodboldtalenter end opkøber, hvilket er en del af forklaringen på, at FCM må sadle om til ren talentproduktion i disse år efter dyre og for det meste forgæves spillerkøb mellem 2007 og 2009.

Men i FC Midtjylland husker man af gode grunde mest på alt det, Jens Ørgaard har været med til at bygge op. Og selvom det aldrig blev til en guldmedalje eller pokaltitel, hvilket irriterer Jens Ørgaard grusomt, er han en af de enkeltpersoner, der har fyldt og betydet mest i dansk fodbold siden fusionsklubben blev til i 1999.

Man kan nævne enkelte begivenheder. Som salget af Morten Skoubo i august 2002, der reddede FC Midtjylland fra lukning mindre end 24 timer senere. Eller købet af Mohamed Zidan til spotpris foran en hob af europæiske klubber - forhandlinger, der blandt andet også fandt sted på kamelryg i Egypten.

Men den største bedrift af alle er nok selveste FC Midtjylland. For Ørgaard har været drivkraften.

Manden der troede på, at man på få år kunne forvandle en lille talentafdeling med et tyndt befolkningsgrundlag i Vestjylland til en førende talentudvikler i Danmark, og som har været fællesnævneren for ti år, hvor FCM trods manglen på titler samlet set befinder sig på en bronzeplads i Superligaen, når det kommer til at hente point.

Hvad Ørgaard skal lave, når han endeligt slutter i FCM 1/9, ved ingen, heller ikke Ørgaard selv, ud over at det skal handle om fodbold, og at Ørgaard ikke udelukker noget, selvom et sportsdirektør-job i Silkeborg IF nok vil være lidt for mærkeligt. Og for FCM og den nye 'direktør for det hele' Claus Steinlein venter der også en tilvænningsperiode af de større uden en mand, der har været med i det hele.

Elsk ham eller had ham - FCM uden Jens Ørgaard bliver ikke det samme.