Video : Tipsbladet
Superliga

FCM'er lever drømmen: Jeg havde nærmest migræne

Alhaji Kamara er muligvis verdens lykkeligste mand i øjeblikket, efter hans skifte til FC Midtjylland gik igennem. Tipsbladet har talt med angriberen, som håber, at hans nære derhjemme kan sidde i sofaen og se ham spille Champions League-fodbold en dag.

PORTUGAL (Tipsbladet): Med et smil der går op over begge ører, er der absolut ingen tvivl om, hvem den lykkeligste mand på FC Midtjyllands spillerhotel på Algarvekysten lige i øjeblikket er. 

Alhaji Kamara er én stor lykkebombe, da Tipsbladet får mulighed for at tale med ham i rolige omgivelser med blå himmel og palmer i baggrunden. Her kan man godt mærke, at FC Midtjylland har fået sig en spiller, som lige niver sig i armen en gang eller to over at skifte til Superligaens førerhold.

- Jeg er spændt! Det er en af de bedste klubber i dansk fodbold, og jeg er glad for at være her. Jeg er så glad for, at det gik igennem. De sidste tre dage var hektiske! Man ville bare have tingene til at ske, og nu er jeg bare så glad for at være her, siger han og fortsætter:

- Jeg havde nærmest migræne! Mit hoved var ved at eksplodere af bare tanken om at være en del af en klub som FC Midtjylland. Det er en af de bedste klubber i Danmark, og jeg er bare glad for, at det hele skete, og at jeg nu er her.

Han beskriver det som en drøm, der går i opfyldelse for ham. Der går dog lige et par dage, før han kommer på omgangshøjde med sine holdkammerater. Da Tipsbladet var inviteret forbi til FC Midtjylland-træning søndag, trænede han for sig selv. Intet at være bekymret over dog. Han fik nogle problemer med læggen, da han var i Randers, men det går fremad, og han satser på at være en del af holdtræningen de næste dage. 

Jeg havde nærmest migræne! Mit hoved var ved at eksplodere af bare tanken om at være en del af en klub som FC Midtjylland.


Der blevet smilet til den helt store guldmedalje, da Alhaji Kamara skulle sætte ord på sit FC Midtjylland-skifte. Foto: Malte Dunk.

De skal se mig fra sofaen af
Hvad er så Kamaras ambitioner i FC Midtjylland? Med konkurrenter som Cho Gue-sung, Franculino og Ola Brynhildsen foran sig i angrebet, står Kamara ikke forrest i køen for spilletid, men han er bestemt ikke med på en badebillet.

- Jeg vil ikke kun være i truppen – jeg vil også bidrage. Jeg har siddet i min sofa og set den her klub spille i Champions League, og det vil jeg gerne være en del af i fremtiden. Jeg vil have succes, jeg vil konkurrere og vinde guld med den her klub.

Du vil have andre til at sidde i sofaen og se Alhaji Kamara spille i Champions League?

- Lige præcis! Det vil være en drøm. Du vil jo gerne have, at dine nære derhjemme sidder og ser dig. Jeg er spændt, forklarer Kamara med optimisme i stemmen.

Jeg har siddet i min sofa og set den her klub spille i Champions League, og det vil jeg gerne være en del af i fremtiden.

Var nok ikke sket uden Thomasberg
Han skal i hvert fald ikke være bange for at ankomme til en klub, hvor han starter fra nul hos cheftræneren. Alhaji Kamara og Thomas Thomasberg kender hinanden særdeles godt via deres fælles tid i Randers FC, og Thomasberg har en stor stjerne hos den brølstærke angriber. Ja, han er ligefrem taknemmelig, når snakken falder på Thomasberg. 

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde vores forhold, men det er virkelig ikke et talende forhold. Han kender min personlighed. Jeg er virkelig ikke en talende person – jeg kan ikke lide at tale. Vi har et godt forhold, men imens det her stod på, talte vi slet ikke sammen om det. Ikke før jeg så ham om morgenen, da jeg ankom. Selv gutterne fra klubben spurgte, om jeg havde talt med Thomas, og de var også overraskede over, at jeg sagde, at vi aldrig talte om det, siger Kamara med en snert af forbløffelse i stemme og udtryk. 


Alhaji Kamara scorede 26 gange i 101 kampe for Randers. Nu skal han score for FC Midtjylland. Foto: Imago

Der er nok en del, som generelt er overrasket over skiftet, og Thomas Thomasberg erkender, at Alhaji Kamara og FC Midtjylland nok ikke havde været et match, hvis ikke det var for ham.

- Den type, Kamara er, som jeg kender rigtig godt, er noget, vi manglede lidt i truppen. Det er ikke fordi, vi mangler angribere i forhold til kvalitet, men lige den type, som Kamara er med det mod, han spiller med, og det feltspil han kan, var et scenarie, vi kunne have haft brug for i løbet af efteråret, og derfor er det vigtigt, at man er dækket rigtig godt ind.

Det tæller vel enormt meget op, at han kender dansk fodbold og dig så godt?

- Ja, det gør det. Jeg tror da umiddelbart ikke, at han havde stået her i Midtjylland, hvis jeg ikke havde været her, lyder det fra Thomasberg.

Så må Alhaji Kamara betale tilbage for tilliden, når Thomasberg giver ham chancen i løbet af foråret.