Superliga

FCN: Gør alt for at hindre flytning

Silkeborg har flyttet deres hjemmekamp mod Brøndby om halvanden uge til Århus på grund af vinter, kulde og sne. Det kommer ikke til at ske i Farum.

For lidt siden bekendtgjorde Silkeborg, at deres hjemmekamp den 5. december mod Brøndby sandsynligvis bliver flyttet til Århus, fordi vinter, kulde og sne tærer så hårdt på banen på Silkeborg Stadion, at det meget vel ikke kan være muligt at spille Superliga-bold på den om bare halvanden uge.

Silkeborg har nemlig ikke varme under deres bane og er derfor meget sårbare overfor det hårde vejrlig. Det samme gør sig gældende i Farum, hvor FC Nordsjælland heller ikke har fået installeret varme under græstæppet. Derfor kan hjemmekampene mod Horsens og SønderjyskE de to næste weekender også komme i fare.

- Der kan jo komme 30 graders frost og en masse sne, og så kan det jo ikke lade sig gøre at spille fodbold nogen steder. Vi vil gøre alt for at forhindre en aflysning eller en flytning, og vi kommer ikke til at melde noget ud så lang tid på forhånd. Vi ser på vejret fra dag til dag, og så må vi se. Skulle vi spille i morgen, kunne det godt lade sig gøre, siger klubejer Allan K. Pedersen til tipsbladet.dk.

Pedersen og FC Nordsjælland har en backup-plan, hvis de bliver nødt til at flytte ud af Farum Park, men klubejeren håber for alt i verden ikke, at den kommer i spil.

- Der er aldrig blevet aflyst eller flyttet en kamp heroppefra, og det håber jeg ikke sker. Selvfølgelig har vi en backup-plan, men det er ikke én jeg vil fortælle mere om, siger han.