Video : Tipsbladet
Superliga

Fejl på hjemmesiden: Superliga-oprykker inviterer til prøvetræning

På FC Helsingørs hjemmeside inviterer klubben til, at man kan ringe og melde sig til en prøvetræning. Det er dog et levn fra fortiden, der fortæller noget om klubbens pludselige succes.

Hvis man åbner fchelsingor.dk og vælger "FØRSTEHOLDET" og derefter "TRÆNING", får man en mulighed, man sjældent får i Superliga-klubber. Ude til højre kan man nemlig skrive direkte til klubledelsen, hvis man gerne vil træne med holdet.

- Er du interesseret i at komme til prøvetræning hos FC Helsingør skal du kontakte: Direktør Janus Kyhl, står der. 

Det sker mildest talt ikke tit, at hold i den bedste række i Danmark inviterer offentligheden til at henvende sig, så man kan få en prøvetræning sat i stand. Tipsbladet.dk har ringet til Janus Kyhl for at høre om muligheden for en prøvetræning. Direktøren griner.

- Jeg har faktisk lige i dag sagt, at det skal vi have pillet af. Det er jo tilbage fra dengang, klubben var i danmarksserien eller 2. division. Jeg opdagede det, fordi der var en, der sagde til mig: "Kan man bare gå ind og tilmelde sig?"

- Sådan går det, når man rykker stærkt op gennem systemet og har en lille organisation. Vi har lige fået ansat en kommunikationsmedarbejder, der er gået i gang med at gennemtrawle hele hjemmesiden. Af samme årsag. Vi skal have ny hjemmeside op at stå, siger Janus Kyhl.

Det er kun ti år, siden FC Helsingør rykkede op i danmarksserien. Tre år senere nåede klubben så 2. division, hvor den var i fem år. Derefter spillede blot spillede to sæsoner i 1. division, før den rykkede i Superligaen dene sommer.

Men selv om funktionen på hjemmesiden er en fejl, får FC Helsingør stadig masser af opkald fra folk, der spørger til prøvetræninger. De fleste er dog agenter, og det er ikke anderledes end så mange andre Superliga- og 1. divisionsklubber.

Det er ikke alle spillere, der er lige interessante at få forbi til en uges træning, men der er da én transferfri spiller, som Janus Kyhl gerne vil finde plads til i truppen.

- Skulle Zlatan finde vej, når han er kommet sig over sin skadesperiode, så er jeg sikker på, at vi godt kan finde ud af at skaffe ham et kort til færgen, siger griner han med henvisning til, at den svenske superstjerne er fra Malmø. 

Mindre navne end Zlatan Ibrahimovic kan dog også gøre det, og i denne første træningsuge efter sommerferien har FC Helsingør hele ni prøvespillere med. Det bliver dog næppe dem alle, der får en aftale.

- Dem er vi i gang med at evaluere på lige nu lynhurtigt. Nogle vælger vi at kigge nærmere på, og til andre siger vi: "Det var fint at få mulighed for at se jer." Nogle kommer vi også til at se i aktion på fredag mod FCN Nordsjælland, siger Janus Kyhl om sommerens første testkamp.