Fredrik Semb Berge aktuel i Rosenborg
Foto: Polfoto
Superliga

Fredrik Semb Berge aktuel i Rosenborg

Fredrik Semb Berge kan være på vej tilbage til Norge, hvor Rosenborg angiveligt har et godt øje til Brøndby-spilleren.

Fredrik Semb Berge kom til Brøndby fra Odd BK forud for denne sæson, og forsvarsspilleren fik et par fine skudsmål med sig fra Norge, men opholdet på den københavnske Vestegn har indtil videre været en skuffelse for såvel Brøndby som Semb Berge. Nordmanden fik masser af spilletid i starten, men da Daniel Agger kom til og automatisk satte sig på den ene plads i midterforsvaret, var det op til Semb Berge at tage kampen op med Dario Dumic - en kamp, der i første omgang faldt ud til Dumics fordel.

Nu kan Fredrik Semb Berge være på vej tilbage til Norge. Vicemestrene fra Rosenborg er på jagt efter en ny forsvarsspiller, og i den forbindelse er Brøndby-spilleren en mulighed, skriver NRK.

- Der er interesse for Fredrik, men det skal konkretiseres lidt mere. Hvis han forlader Brøndby, er det mest nærliggende, at han vender hjem til Norge, siger Fredrik Semb Berges agent Kent Karlsen og afviser at kommentere konkret på Rosenborg.

Fredrik Semb Berge har 3,5 år tilbage af sin kontrakt med Brøndby, så de blå-gule kan med rette tage sig godt betalt, hvis forsvarsspilleren skal sendes retur til Norge.