Gregus: FCK-handel skete på få timer
Foto: Hassan Ammar/Polfoto
Superliga

Gregus: FCK-handel skete på få timer

Der gik ikke lang tid fra, at Jan Gregus første gang hørte om interessen fra FC København, til han skrev under på kontrakten med de danske mestre.

Det kan gå stærkt i fodboldens verden. Det kan den slovakiske landsholdsspiller Jan Gregus skrive under på.

For bare et par dage siden gik han rundt i den slovakiske EM-lejr i Frankrig og var overbevist om, at han skulle tilbage til sin tjekkiske klub FK Jablonec efter slutrunden, men pludselig meldte FC København sig på banen.

Og søndag skrev Gregus så under på en fire-årig aftale med de danske mestre.

- Alt skete i løbet af meget få timer. Mens jeg var her i Frankrig, fik jeg at vide, at klubben havde modtaget et interessant tilbud fra FC København. Træneren ville meget gerne have mig, siger Jan Gregus til FK Jablonecs hjemmeside.

Den slovakiske midtbanespiller nåede at tørne ud for FK Jablonec i en enkelt sæson, i hvilken han scorede seks mål – blandt andet et direkte på frispark mod FC København i Europa League.