Hobro håber på Brøndby-tilgang
Illustration
Superliga

Hobro håber på Brøndby-tilgang

Hobros sportschef Jens Hammer afslører, at oprykkerne taler med Brøndby om forstærkninger.

Hobro er den nye dreng i Superligaklassen, og med et begrænset budget og få midler generelt regner mange med, at klassens nye dreng bliver mobbet ud af skolen. 

Men i Hobro har man andre planer. Tidligere har man spurgt Brøndbys sportsdirektør Per Rud om hjælp i forhold til omstillingen fra 1. division til Superligaen, som Rud har erfaring med fra sin tid i HB Køge.

Og nu viser det sig, at den hjælp kan udmunde i spillere. Hobros sportschef Jens Hammer fortæller, at man snakker med Brøndby om flere spillere.  

- Vi har talt med Brøndby om flere muligheder, fordi de har fået nogle spillere til overs. Og der er nogle rigtig spændende navne. De har en del spillere, som kunne være interessante for os. Selv Brøndbys reserver vil være spændende for os. Der kunne være en Daniel Stenderup, eller det kunne være en Kristian Andersen, som kunne være interessante for os - det er bare for at nævne et par navne. Men der er sikkert også flere, siger han til bt.dk. 

Han påpeger, at klubben ikke er tæt på at lukke handler med Brøndby, men han siger desuden, at man godt kan regne med Hobro-forstærkninger inden sæsonåbneren mod OB på søndag. 

Hobro er desuden tæt på at hente Martin Mikkelsen fra FC Fredericia på en toårig kontrakt. Her mangler kontrakten blot at blive underskrevet.