Hobro vil hente flere nye profiler til sommer
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Hobro vil hente flere nye profiler til sommer

Spillere fra samme kategori som Mikkel Thygesen og Mikkel Beckmann kan komme til Hobro i det kommende transfervindue.

Hobro IK har sikret sig endnu en sæson i den bedste danske række, og derfor er forberedelserne mod næste sæson allerede godt i gang. 
 
Et af punkterne på sportschef Jens Hammers dosmerseddel er, at førsteholdstruppen skal forstærkes, og han lægger ikke skjul på, at Hobro i sommerpausen skal hente nye profiler til klubben. 
 
- Det skal vi. Vi går ind i hvert transfervindue med det ydmyge håb, at vi vil have en bedre trup, når vi går ud af transfervinduet end vi var, da vi gik ind. Det gælder hele tiden om at skifte nogle folk ud, der ikke spiller så meget og erstatte dem med nogle, der er endnu bedre. Vi skal have en bedre trup end nu, og jeg tænker både på bredden, men især også på spillere, der kan spille med i kampen om startpladser, siger Jens Hammer Sørensen til tipsbladet.dk. 
 
Hobro har i sin korte tid som Superliga-klub allerede hentet nogle markante navne til klubben, ligesom klubben har været dygtig til at finde spillere, der ikke er på holdet i andre Superliga-klubber. Denne strategi kan blive aktuel til sommer igen. 
 
- Det kunne godt være, men det kan også være nogen, som skal have gang i deres karriere igen. Det gjorde vi jo i vinter med Mikkel Thygesen og Mikkel Beckmann. Det kan være nogen, som skal have gang i det samme, siger Jens Hammer Sørensen, der godt kan forestille sig, at Hobro kommer til at lave flere fuldtidskontrakter til næste sæson. 
 
- Vi har et rigtig stærkt fodboldhold nu, og hvis det skal forbedres, bliver det nok med spillere, der enten har eller har haft fodbold som erhverv. Det kan godt være, at vi tager flere fuldtidsspillere ind. Det er nok det, der er vilkårene. Hvis vi skal forstærke os, skal det nok være med fuldtidsspillere, og det kan sagtens være, at de kommer på fuldtidskontrakter. Det kan også være, at vi laver nogle af de nuværende deltidsspillere om til fuldtidsspillere, så vi kan træne tidligere, siger han. 
 
Hobro har endnu ikke sat sig en målsætning for den kommende sæson.
 
- Lad os vente og se, hvilke spillere vi får ind, og hvordan de andre hold ser ud. Nu har vi været med i Superligaen, og nu vil vi gerne se, om vi kan bide os fast. Det kræver nok, at vi på et tidspunkt bliver fuldtidsprofessionelle, siger han.
 
Netop dilemmaet om fuldtidsprofessionalisme i den lille klub udtalte Jens Hammer Sørensen sig om til tipsbladet.dk tidligere på ugen. Læs interviewet her