Video : Tipsbladet
Superliga

Jan Bech Andersen: Sælger aldrig Brøndby til kinesere

Jan Bech Andersen udelukker, at han kunne finde på at sælge Brøndby IF til kinesiske investorer.

Der er penge at hente i kinesisk fodbold i disse år, men det hænder også, at de mange millioner forlader "Riget i Midten" for at gøre gavn i en europæisk klub. Blandt andre AC Milan, Parma og West Bromwich er på kinesiske hænder.

Det samme vil uden tvivl ske med flere klubber på sigt, men det kommer aldrig til at ske med Brøndby IF. De blå-gules hovedaktionær, Jan Bech Andersen, kan ikke forestille sig at sælge sin hjerteklub til kinesiske rigmænd.

- Det vil være helt forkert at sælge Brøndby til kinesere. Det vil slet ikke passe til den måde klubben er bygget op. Men jeg skal slet ikke sælge mine aktier. Her og nu ligger der en stor personlig tilfredsstillelse for mig i at få flyttet Brøndby derhen, hvor vi ønsker det. Jeg har stor fokus på udviklingen af klubben og derfor er min hensigt naturligvis at blive i mange år, siger Jan Bech Andersen til magasinet Brøndby Biblen.

Han fortæller desuden til magasinet, at han aldrig har modtaget et seriøst bud på Brøndby IF - kun løse henvendelser.

Jan Bech Andersen har tidligere været bestyrelsesformand i Brøndby IF, men han trak sig oven på den såkaldte "Oscar-gate", der rullede i marts sidste år. Tidligere på året blev rigmanden dog genvalgt til bestyrelsen på Vestegnen.