Kane skød Tottenham til sejr i målorgie
Foto: Tim Ireland/Polfoto
Superliga

Kane skød Tottenham til sejr i målorgie

Syv mål, selvmål og et uægte hattrick var nogle af ingredienserne, da Tottenham med Christian Eriksen slog Leicester og Kasper Schmeichel med 4-3.

Tottemham og Christian Eriksen var i problemer ad flere omgange undervejs, men med en sprudlende Harry Kane tog Tottenham sejren over Leicester City med Kasper Schmeichel i målet for første gang siden december. 

Kampen startede dramatisk ud, for allerede i det fjerde minut måtte Tottenham skifte målmand. I en duel blev Hugo Lloris skadet, og derfor måtte reserven Michel Vorm tage plads i målet.

Han fik dog en god start på banen. Det samme kunne man ikke sige om danskeren i den anden ende af banen. To minutter senere blev Kasper Schmeichel nemlig passeret.

Et hjørnespark blev sendt videre ind i feltet, hvor Schmeichel lige præcis fik fingerspidserne på. Men det betød, at bolden endte ved Harry Kanes fødder, og den målfarlige angriber sendte Tottenham i front.

Og den målfarlige angriber var langtfra færdig. I det 13. minut mislykkede Leicesters Matthew Upson sin clearing, som også endte ved Harry Kane. Han sparkede bolden tilbage i hovedet på Upson, der snittede bolden i eget net.

Tottenham var ovenpå og spillede bolden rundt som en træningskamp. Men det blev lidt for hyggeligt, og det blev straffet i det 38. minut. 

Leicesters David Nugent, der selv havde et godt forsøg forinden, afleverede rundt om Tottenhams bagkæde, og der stod Jamie Vardy klar med en reducering, som gav stillingen 2-1 ved pausen. 

Det burde Tottenham have taget som en advarsel, men tilsyneladende lyttede de ikke. Fem minutter inde i anden halvleg kunne Wes Morgan nemlig sende udligningen i mål, og så var kampen åben igen.

Det holdt knap et kvarter, da Tottenham blev tilkendt et straffe. Det var naturligvis Harry Kane, der skulle stå for det, og sikkert sendte han sit hold i front igen og sig selv til tops på Premier Leagues topscorerliste.

Det blev også til 4-2 i det 85. minut på et selvmål af Jeffery Schlupp, før der igen kom spænding i kampen. Kort inde i overtiden sejlede Tottenham-defensiven, og med et tørt hug skød David Nugent Leicester på 3-4. 

Men efter et par hektiske sidste minutter kunne Tottenham og Christian Eriksen tage de tre point. 

I et andet opgør tog Stoke City imod Crystal Palace, hvor hjemmeholdet ikke startede ud på en gæstfri måde.

Efter et kvarter kunne Mame Biram Diouf sende Stoke foran, men det vendte Crystal Palace rundt med to hurtige mål kort før pausen, og da Stoke ikke formåede at komme tilbage i kampen, kunne Crystal Palace sætte tre point på kontoen.