Kim Aabech takkede nej til FC Vestsjælland
Illustration
Superliga

Kim Aabech takkede nej til FC Vestsjælland

Kim Aabech takkede ifølge BT nej til en aftale med FC Vestsjælland for at skifte til AGF i den næstbedste række.

Tilbage i 2011 havde AGF principielt indgået en aftale med Kim Aabech, men angriberen ville hellere til Sverige og feste og fejre sin fødselsdag end at skrive kontrakten under og gennemgå lægetjekket i Aarhus, og det fik AGF til at droppe den daværende Lyngby-spiller, og efterfølgende talte Brian Steen Nielsen, der dengang var sportschef i AGF, alt andet end varmt om Aabech i medierne.

Her tre år senere var der dog ingen ko på isen, og i går kunne NordicBet Liga-klubben præsentere Kim Aabech på en aftale for resten af indeværende sæson. Angriberen blev for nylig fri på markedet, da han fik ophævet sin kontrakt med FC Nordsjælland, og så slog AGF til og forstærkede offensiven.

AGF var dog ikke ene om at have Kim Aabech i kikkerten.

Tirsdag skriver BT, at FC Vestsjælland også havde snøren ude efter Aabech, der allerede har scoret to mål for FC Nordsjælland i denne sæson. Slagelse-klubben lagde angiveligt et kontraktudspil på bordet foran Kim Aabech, men den 31-årige angriber ville hellere til AGF.

Kim Aabech kan debutere for AGF på søndag mod AB.