Krig om Sisto: FCM afviser massivt bud
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Superliga

Krig om Sisto: FCM afviser massivt bud

En italiensk klub har budt 38 millioner kroner for Pione Sisto, men FC Midtjylland har afvist på ny.

Pione Sisto er brandvarm på sommerens transfermarked. Flere storklubber har meldt sig ind i kampen om den 20-årige dansker, der dog endnu er at finde i FC Midtjylland. Tidligere bød spanske Celta Vigo 33 millioner kroner, men dette bud var ifølge FC Midtjylland for lavt, og klubben valgte at afvise. 

Mere svært har det dog formentligt været at afvise det bud, der fulgte. Ifølge Ekstra Bladet har en Serie A-klub nemlig budt 38 millioner kroner for kometen i Herning, men heller ikke her havde man held til at lande en aftale. FCM vil angiveligt gerne runde 40 millioner, der vil gøre Sisto til det største salg i klubbens historie. 

Hovedpersonen selv erkender da også, at interessen fylder: 

- Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at det ikke påvirkede i en eller anden grad. Der har været rigtig meget snak, og det tager da noget fokus. Men jeg har forsøgt at skubbe det så meget til side som muligt og i stedet bruge mine kræfter på mine præstationer til træning og på banen, siger Pione Sisto til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet melder samtidig, at også Ajax har genoptaget interessen for Pione Sisto. Hollænderne var ligeledes med i kampen tidligere på sommeren, men et stærkt felt forhindrede videre handling. Nu har Ajax dog chancen, men det er usikkert, om hollænderne vil byde 40 millioner kroner for en spiller fra Danmark. 

Dette ventes at bliver afgjort, når Ajax har mødt Jablonec i Champions League-playoff.