Norsk profil kommer næppe til FCK
Illustration
Superliga

Norsk profil kommer næppe til FCK

Stefan Johansen kommer formentlig ikke til FCK i dette transfervindue. Spillerens agent tvivler på et klubskifte og afviser FCK-linket som et rygte.

Den norske midtbaneprofil Stefan Johansen blev tirsdag sat i forbindelse med et skifte til FC København, men umiddelbart tyder det ikke på, at et klubskifte bliver aktuelt. 

Linket mellem Johansen og FCK er ellers blevet varmt efter Ståle Solbakkens ankomst som cheftræner i den danske mesterklub, og ifølge det norske medie NRK skulle Johansen altså være på ønskelisten i FC Københaven. 

Spillerens agent Tore Pedersen afviser dog, at der er noget om snakken. 

- Det er bare et rygte, så jeg har ikke nogen kommentarer til det. Det er opstået efter at Ståle er kommet tilbage til FCK, men det er bare et rygte, siger Tore Pedersen til tipsbladet.dk. 

Med kun få dage tilbage af det danske transfervindue, skal FC København skynde sig, hvis man skal købe Stefan Johansen fri af sin norske klub Strømgodset, men andre klubber kan også være i spil. Der er stor interesse for Stefan Johansen, men spillerens agent tvivler på et klubskifte denne sommer.

- Jeg tror, at han bliver i Strømgodset for resten af sæsonen. Det vil jeg tror, men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, siger Tore Pedersen, som ikke vil kommentere, om FCK kunne være interessant for Stefan Johansen. 

- Det må vi se på, hvis det bliver aktuelt. Indtil da vil jeg ikke spekulere i det, siger han. 

Da Ståle Solbakken blev præsenteret som cheftræner i FC København, skrev Stefan Johansen på sin Twitter-profil, at det var godt for skandinavisk fodbold, og over for norske NRK har han også talt pænt om træneren i forbindelse med FCK-rygtet. 

- Han er en dygtig træner og en fin fyr. Vi må se, hvad der sker, sagde Stefan Johansen til NRK tirsdag.

Stefan Johansen har kontrakt med Strømgodset til udgangen af 2014.