Video : Tipsbladet
1. division

Ny AaB-boss vil gøre op med selvforståelse

Michael Tuxen Boll vil lægge en klar strategi i AaB. Klubben må ikke tage opbakningen for givet, er mantraet.

Det harmonerer ikke med selvopfattelsen, at den traditionsrige fodboldklub og firefoldige danmarksmester AaB aktuelt spiller i 1. division.

Den sportslige kurs peger direkte mod en retur til Superligaen, men et blik på forretningen peger i retning af, at der er plads til forbedring. Det skal klubbens nyansatte direktør, Michael Tuxen Boll, være med til at sørge for.

Den tidligere kommercielle direktør i superligaklubben Viborg FF trådte 1. marts ind på direktørkontoret på Hornevej i Aalborg, og efter lidt over en måned i jobbet har han gjort sig et overblik over forretningen og mentaliteten i virksomheden. Begge dele skal finjusteres.

- Jeg er ikke overrasket over, at organisationen har haft det hårdt i det seneste år, og jeg har kendt selskabets økonomiske tilstand fra start, men jeg har været lidt overrasket over tilgangen til det at levere noget godt til de mennesker, som følger os - både fans og sponsorer.

- Jeg synes, vi har behov for at sadle lidt om, for det kan virke som om, at vi har taget opbakningen lidt for givet. Det ligger mig meget på sinde, at det kan vi ikke tillade os. Vi skal gøre os fortjent til at få folk med om bord, vi må ikke tage det som en selvfølge, fordi vi har meritter fra gammel tid. Dem må man ikke glemme, men man kan ikke leve af dem for evigt, siger Michael Tuxen Boll.

AaB kom ud af 2023 med et underskud på 34,4 millioner kroner. På forhånd har klubben varslet, at årsregnskabet for 2024 potentielt kan ende med et lige så stort minus.

Klubbens tyske ejere, SSE22, vil tilføre selskabet 45 millioner kroner i en kapitaludvidelse, men de penge får altså hurtigt ben at gå på.

Regnskaberne skal være bedre, men det er også nødvendigt at lave investeringer for at kunne tjene flere penge, siger den nye AaB-direktør.

- Bedre regnskaber er forudsætningen for at lykkes på andre parametre. Vi skal gøre os fortjent til at få de surt optjente penge, som virksomheder i og omkring Aalborg har. Vi skal tilbyde dem et produkt, så de gerne vil være med.

- Det er vigtigt ikke bare at spare sig ud af tingene, for man kan også spare sig fattig. Vi skal lave de rigtige investeringer, og vi skal lave den rigtige strategi for fremtiden, så den enkelte medarbejder ved, hvor vedkommende skal tage fat, siger Michael Tuxen Boll og tilføjer:

- Det er alt andet lige nemmere at etablere en bæredygtig fodboldklub, hvis man spiller i Superligaen.

Med en kommerciel baggrund kan han se store forbedringsmuligheder for AaB. Også hvis han sammenligner med jyske konkurrenter som FC Midtjylland og AGF, der har mere end dobbelt så store kommercielle indtægter.

- Det er fair at konkludere, at vi har et kommercielt efterslæb i forhold til andre store jyske klubber, det skal man ikke bladre langt om i årsrapporterne for at se. Men vores kommercielle potentiale er relativt stort.

- Der er meget eliteidræt i Aalborg i form af håndbold, ishockey og badminton, men jeg vil stadig vove den påstand, at AaB er et flagskib og en vigtig del af oplevelsesøkonomien i Nordjylland.

- Vi har en større berøringsflade end de andre idrætter, og det skal vi lukrere på i forhold til partnere og sponsorer, men vi skal først og fremmest gøre os fortjent til at få gavn af deres midler, siger Michael Tuxen Boll.

I efteråret kom det frem på et storstilet pressemøde, at Aalborg Kommune og stærke lokale erhvervsfolk har et nyt stadion på tegnebrættet. Det har dog lange udsigter, før AaB potentielt kan invitere fans og sponsorer ind på nye tribuner og i nye lounges.

- Der er en spændende proces i gang, men der er mere lavthængende frugter, som vi skal tage fat på lige nu for at øge vores indtægter, påpeger AaB-direktøren.

Han er dagligt i kontakt med klubbens tyske ejere, som han betegner som engagerede og dedikerede i forhold til at få AaB til at lykkes på banen og bundlinjen.

Til gengæld medgiver han, at sagen om klubbens samarbejde med tre tyske influencere, der var koblet til ejergruppen SSE22, var en uskøn affære. Tuxen Boll tiltrådte, mens sagen var på sit højeste. Der var en tydelig kløft mellem fansenes og influencernes opfattelse af AaB.

- Der er sagt, hvad der skal siges i den sag. Men jeg vil gerne tilføje, at tankegangen i tiltaget var interessant, men måske knap så veludført, men det er der sagt nok om, siger direktøren.

Tuxen Boll har overtaget posten som administrerende direktør fra økonomidirektør Jesper Dalum, der vikarierede som administrerende direktør i 11 måneder efter sidste års fyring af Thomas Bælum.

Den nye direktør håber, at AaB har fået en mere tydelig retning, når han har siddet på posten i et år.

- Jeg vil da gerne lave et overskud, men at gå fra minus 34 millioner kroner til overskud på et år er nok ikke så sandsynligt, men vi skal være på rette vej. Jeg vil gerne måles på, at vi har fået lavet en fælles strategi og intern retning, som medarbejderne er inde i og kan eksekvere på.

- I fodboldverdenen er 12 måneder lang tid, men i erhvervslivet er det ikke så lang tid, men jeg håber, at vi har sat retningen, så vores netværk, fans og omgivelser også kan se mange positive tendenser i de ting, vi agerer og arbejder på. Vi skal fremstå som en mere homogen virksomhed end tidligere, siger Michael Tuxen Boll.

/ritzau/