Video : Tipsbladet
Superliga

Ny AGF'er er mere Simon Kjær end René Henriksen

Aksel Halsgaard, der skifter fra FC København til AGF, er en klassisk midtstopper, der har sine naturlige forcer i duelspillet, forklarer ungdomslandstræner Morten Eskesen.

Onsdag scorede Aksel Halsgaard et mål for FC Københavns U19-mandskab, der hjemme på Frederiksberg tabte 1-3 til FC Nordsjællands jævnaldrende.

På sidelinjen stod Morten Eskesen og overværede kampen og Halsgaards scoring.

Morten Eskesen er dansk ungdomslandstræner og har i den forbindelse arbejdet med Aksel Halsgaard, der denne torsdag trækker store overskrifter, fordi han til sommer skifter fra FC København til AGF. Det er en transfer, Tipsbladet kunne afsløre.

Og hvem er så Aksel Halsgaard? Det har Tipsbladet bedt Morten Eskesen om at redegøre for. 

- Han er midtstopper i FC København, og som hans tidligere træner Alfred Johansson, der nu er i Rosenborg, sagde, er én af Aksels helt store styrker, at han kommer i vejen for mange ting. Han er dygtig til at positionere sig de rigtige steder, og så synes jeg, han har udviklet sig meget i det spilopbyggende, siger Eskesen til Tipsbladet.

Spillet med bolden er dér, hvor Aksel Halsgaard har det største arbejde at gøre.

- René Henriksen var en spillende midterforsvarer, mens Simon Kjær er mere en dygtig forsvarsspiller i klassisk forstand, end han er den, der sætter spillet. Aksel minder mere om Simon Kjær end René Henriksen. Det er ikke altid ham, der er boldførende, lyder det fra ungdomslandstræneren. 

I AGF skal Aksel Halsgaard forsøge at tage skridtet fra ungdomsfodbold til Superliga. 

- Skridtet fra ungdom til senior er det sværeste, man kan tage i fodbold. Det vigtigste er at have tålmodighed og så udvikle sig gennem den daglige træning. Og så handler det om at gøre det så godt som muligt, når man får chancen. Når man træder op på seniorniveau, konkurrerer man jo ikke længere bare med de bedste i årgangen, siger Morten Eskesen. 

Aksel Halsgaard har underskrevet en tre-årig aftale med AGF.