Ny Brøndby-stjerne: Voksede op med store drenge
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Ny Brøndby-stjerne: Voksede op med store drenge

Rudolph Austin er glad for sejren over FC København og for sin egen indsats.

Rudolph Austin.

Det er navnet på Brøndbys seneste Superliga-debutant, og det kan også meget vel være navnet på en kommende storprofil i Superligaen. Den defensive midtbanespiller gjorde det i hvert fald fremragende i sin første ligakamp for Brøndby, som søndag slog arvefjenden FC København med 1-0. Med sin enorme fysik udgjorde han en mur foran Brøndbys forsvar.

Den jamaicanske landsholdsspiller nød sin første ligaoptræden for Brøndby.

- Det var fantastisk. Atmosfæren var forrygende - ligesom i England - og det er dejligt, vi vandt kampen. Det giver fansene en god følelse at holde weekend på, siger Rudolph Austin, der fastslår, at han er vant til at fighte for tingene:

- Jeg gør altid mit bedste, og det gik fint i dag. Jeg skal blive ved med at klø på. Jeg er vokset op med, at man skal kæmpe for alt, og at man altid skal gøre sit bedste, og det er også den type, jeg er. Da jeg voksede op, spillede jeg med større drenge. Jeg var altid den mindste på banen, så det kommer naturligt for mig at kæmpe.

Han jubler over sejren over FC København.

- Vi var de mest sulte på banen i dag, og det synes jeg også, man kunne se. Vi fik én chance, og den udnyttede vi. Det var en rigtig derby-kamp, og det giver en god følelse at vinde disse kampe, lyder det fra Austin.

Rudolph Austin måtte forpustet lade sig udskifte mod slutningen af kampen.