Ny FCM-spiller lavede hattrick for Sverige
Illustration
Superliga

Ny FCM-spiller lavede hattrick for Sverige

FC Midtjyllands nye midtbanespiller Kristoffer Olsson lavede hattrick for Sveriges U/21 i 4-3-sejren over Tyrkiet tirsdag aften.

FC Midtjylland lejede på transfervinduets sidste åbningsdag det svenske talent Kristoffer Olsson i Arsenal, hvilket må siges at være en spiller, der for de fleste i Danmark er et ret ubeskrevet blad. Det er han af god grunde stadigvæk, da han fortsat har sin FCM-debut til gode, men tirsdag aften blev der slået én ting fast med syvtommersøm: Kristoffer Olsson er en mand med mål i støvlerne.

Den 19-årige midtbanespiller scorede således hattrick, da Sveriges U/21-landshold slog Tyrkiet med 4-3 i EM-kvalifikationen.

Tyrkiet bragte sig foran 1-0 efter en halv time, men herefter overtog Kristoffer Olsson scenen og scorede tre mål, således Sverige var foran 3-1. Tyrkiet fik imidlertid svaret tilbage og udlignet, men i slutfasen blev Oscar Hiljemark matchvinder for svenskerne.

Kristoffer Olsson kan debutere for FC Midtjylland på fredag mod OB.