Optakt: AaB - FC København
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Optakt: AaB - FC København

Skal AaB endelig vinde pokaltitlen efter syv forgæves forsøg i træk, eller kan FCK lukrere på nordjydernes guldtømmermænd?

Fakta om #aabfck
- AaB har tabt syv pokalfinaler i træk - de seneste i 2004 og 2009, hvor det var netop FC København, der vandt 1-0
- AaBs seneste pokaltriumf faldt i 1970, hvor Lyngby blev besejret 2-1
- AaB er inde i en mindre god stime med to sejre i de seneste fem kampe - efter en anderledes god stime på seks sejre i træk
- FC København har vundet fem af i alt otte pokalfinaler
- FC København har vundet fire af deres seneste syv kampe

Citatet: FCK-træner Ståle Solbakken til BT:
- Det er jo godt for AaB op til pokalfinalen, at de nu har vundet mesterskabet. De har ligesom fået den forløsning, og de kan spille mere frit nu, hvor de ikke har en afgørende sidste kamp mod AGF. De har det nok sådan, at hvis de taber pokalfinalen, så går de alligevel i Jomfru Ane Gade og fejrer den flotte sæson.

På tv: Torsdag klokken 20.00 på TV3+

Skader: AaB har tvivlsspørgsmål omkring Rasmus Jönsson. Kenneth Emil Petersen, der løb ind i en skade under jubelscenerne i Slagelse, Henrik Dalsgaard og Gilli Sørensen er alle ude. FCK er utvivlsomt uden Youssef Toutouh. Olof Mellberg er et spørgsmålstegn sammen med Kris Stadsgaard og Igor Vetokele, der dog begge må formodes at være med.

Karantæne: Ingen

Bud på startopstillinger:
AaB (4-4-2): Larsen - Kristensen, Thelander, Pedersen, Ahlmann - Kusk, Würtz, Risgård, Thomsen - Jacobsen, Spalvis

FC København (4-4-2): Wiland - Jacobsen, Stadsgaard, Margreitter, Bengtsson - Bolaños, Kristensen, Claudemir, Braaten - Gislason, Cornelius

Dom: AaBs tømmermænd er overstået sammen med en kedelig kamp i Slagelse, hvor der ikke var meget gift i de ellers så farlige nordjyder. Det var der til gengæld hos FCK, der spillede en af deres forårs bedste kampe mod FCM med en sejr som bonus. Den bliver fulgt op med en titel til københavnerne, der vinder pokalfinalen 2-1.