Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Nordsjælland - FC København

FC København kan lade champagnepropperne springe med et point mod FC Nordsjælland på fredag. Ståle Solbakkens mandskab har det dog ofte svært i Farum.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Right to Dream Park, Farum
Slutspil: Mesterskabsspil
Dommer: Morten Krogh
På TV: Canal 9
Hashtag: #fcnfck #sldk

Holdnyt:

FC Nordsjælland:
Farum-klubben har været eminente i dette forår, men trænerne vokser trods alt ikke ind i himlen for Kasper Hjulsmands unge gutter, der lørdag tabte 1-3 ude til FC Midtjylland, og dermed er holdet oppe på to nederlag i træk. 

Det betyder samtidig, at FC Nordsjælland har tabt et lille skridt i bronzekampen, men det er stadig så tæt i kampen om tredjepladsen, at Farum-klubben med en god slutspurt sagtens kan nå at stå med medaljer om halsen efter sidste spillerunde. 

FC Nordsjælland kan inden opgøret mod FC København glæde sig over, at de er det mandskab, der i indeværende sæson har haft det bedste tag på de forsvarende mestre. Hjulmand og co. har således taget point fra FCK i to ud af tre Superliga-kampe.

FCN må stadig undvære de skadede Lasse Petry, Indy Groothuizen og Pascal Gregor. Desuden afsoner Mathias Jensen og Andreas Skovgaard karantæne. Andreas Maxsø er tilbage efter en enkelt kamp i straffeboksen, og han bliver vigtig i fredagens kamp, hvor målmand Alex Runarsson ventes at være ude med en skade. Det giver chancen i målet til svenske Patrik Carlgren.

FC København:
FC København har reelt haft mesterskabet i hånden i godt 10 måneder, og fredag kan Ståle Solbakkens mandskab gøre arbejdet færdigt. Et point på Farums kunstgræs og topholdet kan lade champagnepropperne springe.

FC København vandt senest 3-0 over Lyngby og kunne allerede have taget hul på guldfesten søndag, hvis Brøndby IF havde tabt til SønderjyskE, men Gustaf Nilsson sikrede de blå-gule et point, og dermed måtte FCK udskyde festlighederne en uge. Det betyder formentlig, at hovedstaden er ekstra klar på at guldfeste fredag aften.

Først og fremmest skal der dog et point i hus, og Farum er det sted, løverne traditionelt har det sværest i Danmark. Foruden guldet jagter FCK dog også en hel sæson som ubesejret i Superligaen, så det skal nok være et topmotiveret mandskab, der entrerer kunstgræsset.

Andreas Cornelius vender tilbage fra karantæne, og spørgsmålet er om han glider direkte ind i startopstillingen ved siden af sin vante makker, Federico Santander. Det vil betyde, at Ståle Solbakken er nødsaget til at bænke Andrija Pavlovic, der scorede hattrick mod Lyngby BK - og det kan man vel ikke?

Nicolaj Thomsen og Rasmus Falk er på skadeslisten.

Karantæner:
FC Nordsjælland: Mathias Jensen og Andreas Skovgaard
FC København: Ingen

Bud på startopstillinger:

FC Nordsjælland (3-4-3): Carlgren - Tranberg, Maxsø, Mtiliga - Bartolec, Lobotka, Nelsson, Pedersen - Marcondes, Ingvartsen, Donyoh

FC København (4-4-2): Olsen - Ankersen, "Zanka", Johansson, Augustinsson -  Verbic, Kvist, Matic, Toutouh - Santander, Pavlovic

Profilen:
Det trækker op til FCN-debut for Patrik Carlgren i fredagens kamp, da han afløser en skadet Alex Runarsson. Det skal blive spændende at se, hvordan det kommer til at gå for den svenske U21-Europamester, der må være en smule rusten efter at have siddet på bænken hele foråret. Mod FC København skal han med sikkerhed nok få en masse at se til. 

Vidste du, at..:
FCK absolut ikke er glade for at spille i Farum. I det seneste opgør blev det 1-1, og man skal helt tilbage til april 2013 for at finde den seneste FCK-sejr i Nordsjælland. Dengang vandt løverne 3-2 efter et sent sejrsmål af Andreas Cornelius.

Dom:
Det bliver en festdag for FC København på fredag. Ståle Solbakkens mandskab genvinder mesterskabet og får desuden bugt med Farum-forbandelsen. FCK vinder 2-0, og guldfesten kan begynde. 

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel:
<