Optakt: Randers FC - FC Nordsjælland
Illustration
Superliga

Optakt: Randers FC - FC Nordsjælland

Superligaens nummer tre tager imod Superligaens nummer to - der er meget på spil, når Randers får besøg af FC Nordsjælland.

Kampfakta:
Spillested: AutoC Park, Randers
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Kampstart: Søndag klokke 15.00
På tv: Canal 8
Twitter: #rfcfcn

Holdnyt:
Randers FC: Colin Todd har fået alle mand på samme bølgelængde i Randers FC, og det har givet pote. Kronjyderne er placeret på tredjepladsen i Superligaen og er et svært hold at spille imod. Godt nok scorer Randers ikke mange mål, men omvendt lukker det hårdtarbejdende mandskab heller ikke mange ind. I de seneste tre kampe er målmand Karl-Johan Johnsson ikke blevet passeret, og det har kastet syv point af sig efter sejr i Brøndby, sejr hjemme over Silkeborg og senest uafgjort i Aalborg. Truppen har døjet med skader, men det lysner på den front: Nicolai Brock-Madsen er ikke udtaget til søndagens opgør, selv om han er tæt på at være klar. Også Jonas Borring er også tilbage i træning, men han er heller ikke at finde til søndagens hjemmekamp.

FC Nordsjælland: Efter en midterplacering i sidste sæson ligner FC Nordsjælland igen et hold, der kan og skal kæmpe med i den sjove ende af tabellen. Klubben indtager andenpladsen i Superligaen efter mandagens sejr over OB, og så må man sige, at holdet angrebsmæssigt har nogle profiler, der er svære at stoppe. En skadesfri Uffe Bech er med syv scoringer i Superligaen delt topscorer og netop udtaget til det danske landshold, og Joshua John på venstrekanten er altid farlig. Kasper Lorentzen er vendt tilbage fra skade og har spillet rollen som falsk 9'er - med mål til følge, det er med andre ord et hold i en god forfatning. Joe Sise, Oliver Thychosen og Lasse Petry sidder ude for FC Nordsjælland, som har tre sejre i træk i Superligaen.

Karantæne:
Randers FC: Ingen
FC Nordsjælland: Ingen

Superliga-form:
Randers FC: T-U-V-V-U
FC Nordsjælland: U-T-V-V-V

Bud på startopstillinger:
Randers FC (4-4-2): Johnsson - Thomsen, Fenger, Agesen, Fischer - Fisker, Poulsen, Keller, Bjarnason - Fall, Ishak
FC Nordsjælland (4-2-3-1): Jensen - Ticinovic, Gregor, Runje, Mtiliga - Christensen, Vingaard - Bech, Christiansen, John - Lorentzen

Vidste du, at...:
Randers FC skal være glade for, at kampen spilles i Kronjylland og ikke på kunststof i Farum. For i hele 14 forsøg siden 2004 er det ikke lykkedes for Randers FC at komme fra Farum med en sejr i Superligaen. Den vilde statistik tæller syv sejre til FCN og syv uafgjorte kampe. I Randers er statistikken mere lige fordelt, her har Randers fire sejre, tre kampe er endt uafgjort, og FCN har vundet tre gange. Det tegner med andre ord til at blive et helt åbent opgør i Randers.

Dom:
Randers FC har i denne sæson været dygtige til at forsvare eget mål. Tre clean sheets i træk vidner om et hold, der er dygtige til at positionere sig på banen og forsvare eget mål. Omvendt laver de heller ikke mange mål, og holdet har vundet fire af sine fem sejre med et mål mere end modstanderen. FC Nordsjælland kommer i god form med tre sejre i træk og 15 mål i ni kampe. Sidste sæsons problemer med at lave mål er glemt for en stund, og holdet har vundet de seneste tre kampe med 2-1. Alle klubbens seks sejre er vundet med et mål mere end modstanderen, så det tegner til at blive en fed kamp. Begge hold kommer med momentum, og begge hold kan i princippet leve udmærket med et uafgjort resultat. Derfor tror vi også på, at kampen slutter med et point til hver klub - 1-1 bliver resultatet.

Følg kampen LIVE på tipsbladet.dk - klik her

Spil på 2-1 til odds 7.20 hos Danske Spil - klik heSpil på resultatet 1-1 og få odds 7.20 hos Danske Spil - kl