Priske: Brøndby har momentum
Foto: Martin Davidsen/Tipsbladet.dk
Superliga

Priske: Brøndby har momentum

FCK-assistenttræneren forventer en tæt derbykamp

Brian Priske blev inden sæsonen hentet fra FCM til FCK, hvor AaB-kendingen er blevet forenet med sin tidligere holdkammerat hos nordjyderne. Solbakken og Priske er således nu duoen, der tegner på brættet hos de forsvarende mestre, der i dag kommer på en stor prøve.

- Ja, det er jo en af de største kampe i Danmark, så det bliver da sindssyg fedt. Plus at der for første gang i mange år også er en kamp om førstepladsen i spil, og det giver det jo bare endnu mere, siger assistenten til fck.dk, hvor han også taler om en modstander med momentum.

- Det er der ingen tvivl om, det er et helt andet Brøndby-hold i momentum, og et hold der i forhold til de senere år har ændret udtryk rent taktisk, både offensivt og defensivt. Så der har selvfølgelig ligget lidt mere forarbejde fra trænerteamet denne gang, men langt hen ad vejen skal vi jo prøve at holde fokus på os selv og på de ting, som vi ved kan gøre ondt på Brøndby, fortsætter han, inden holdene som rækkens første- og andenplads altså mødes senere i dag.