Randers FC dokumenterer restance fra agent
Foto: Randers FC
Superliga

Randers FC dokumenterer restance fra agent

Randers FC vælger nu at fremvise et dokument, hvor både Michael Gravgaard og agenten Buddy Farah har skrevet under på, at sidstnævnte skylder penge.

Søndag kunne Viasats fodboldmagasin Onside fortælle, at Randers FC har lagt sag an mod agenten Buddy Farah, som blandt andre repræsenterer Mustafa Amini, der i sommerens transfervindue skiftede fra Randers til AGF. Og det er netop den transfer, der har fået kronjyderne til at tage retslige skridt mod den kontroversielle agent.

Da Amini skiftede til Randers FC fra Dortmund i sommeren 2015, fik Buddy Farah udbetalt et agentfee for tre år, som svarede til Aminis kontraktlængde. Men i og med at Mustafa Amini nu er skiftet til AGF efter kun et år i Randers, vil klubben have 2/3 af det udbetalte beløb tilbage af Buddy Farah, der dog pure afviser, at han skylder Randers noget som helst.

At Randers FC har retten på sin side, kan klubben dog fremvise sort på hvidt. Randers Amtsavis har således set et dokument af 22. juni, hvor direktør Michael Gravgaard og Buddy Farah begge har skrevet under på, at agenten skal betale en sum penge tilbage til den danske Superliga-klub.

- Det er et usædvanligt skridt, vi tager ved nu at lægge dokumentationen åbent frem, men det her er også en højest usædvanlig sag. Buddy Farah har skrevet under på en aftale, og når han nu påstår, at han ikke skylder os penge, er vi nødt til at lægge tingene frem og vise, at det ikke er korrekt. Dokumentet er i øvrigt ikke omfattet af fortrolighed, så derfor kan vi tillade os at lægge det frem, siger Gravgaard til avisen.

Foruden Mustafa Amini er Buddy Farah også agent for to øvrige Superliga-spillere – nok så omtalte Mandla Masango samt Awer Mabil, der i denne sæson er lejet ud fra FC Midtjylland til Esbjerg.