RFC-spiller: Altid en undskyldning for, at jeg ikke spiller
Foto: Objektiv / Randers FC
Superliga

RFC-spiller: Altid en undskyldning for, at jeg ikke spiller

Randers-spilleren Edgar Babayan føler, at der altid dukker en undskyldning op for, hvorfor han ikke får spilletid.

Det bliver sjældent til ret meget spilletid i Randers FC for Edgar Babayans vedkommende. I denne sæson er det blevet til sammenlagt 64 minutter fordelt over fire kampe, og i alt har midtbanespilleren været på banen for kronjyderne i otte Superliga-opgør.

Det er ikke tilfredsstillende for den 20-årige Randers-spiller, der føler, at klubben ofte har mange gode undskyldninger klar for ikke at bruge ham.

- Selvfølgelig er det frustrerende, når man føler, at man har kvaliteten til at være med. Men det er som om, at der altid er en eller anden undskyldning for, at jeg ikke skal spille. Først skulle jeg tage nogle flere kilo på, og så tog jeg seks kilo på i løbet af halvanden måned, men så handlede det om, at jeg først skulle i bedre form. Så det er som om, at der altid er noget nyt, siger Edgar Babayan til Randers Amts Avis.

Hans kontrakt udløber til sommer, men der er ingen stress for at finde en ny klub.

- Transfervinduet er jo åbent nu, så man ved aldrig, hvad der kan ske. Men jeg vil gerne blive i Randers i foråret og se, om jeg kan få nogle spilleminutter, siger han.

Edgar Babayan har i alle turneringer spillet 13 kampe og scoret to mål for Randers FC.