Video : Tipsbladet
Superliga

Så godt går det for Brøndby-floppet Ante Erceg

Ante Erceg var et kæmpe flop i Brøndby, men han er kommet stærkt tilbage efter det skuffende ophold på Vestegnen.

Troels Bech var manden, der gav Brøndby IF Hany Mukhtar, Kamil Wilczek, MIkael Uhre og Alexander Zorniger, men som alle andre sportsdirektører slog Bech også nogle skæveter, mens han var sheriffen på Vestegnen, og den måske største svipser var kroaten Ante Erceg.

Offensivspilleren kom til Brøndby i 2018 til en klækkelig løn, men de blå-gule fik nærmest intet for pengene, og da Ante Erceg endelig havde kontraktudløb i juni sidste år, var der næppe mange på Vestegnen, der var kede af det. 

- Ante Erceg var en stor profil i kroatisk fodbold, og kroatisk fodbold er jo ikke dårligt. Han var i periferien af det kroatiske landshold, var topscorer for et internationalt hold i Hajduk Split og havde bevist mod os, at han var en besværlig modstander. Vi fik ham transferfrit, og isoleret set var det jo godt, men jeg havde store forventninger til, at han med sin spillestil ville passe godt ind i vores presfodbold, men det lykkedes jo ikke, har Troels Bech forklaret til Tipsbladet. 

Kroaten skiftede efterfølgende til Debrecen i Ungarn, men her blev hans kontrakt ophævet efter bare 75 dage, og så var der nok mange, der havde afskrevet Ante Erceg, men Brøndby-floppet et kommet stærkt tilbage i NK Istra, som han skiftede til efterfølgende.

33-årige Erceg har i denne sæson scoret ni mål i 18 ligakampe, og det placerer ham på en fornem femteplads på topscorerlisten i den kroatiske liga. Onsdag belønnede Istra den tidligere Brøndby-spiller med en ny kontrakt frem til 2025.

Ante Erceg nåede 31 kampe og fem mål i Brøndby-trøjen - han var undervejs udlejet til Esbjerg fB, hvor han heller ikke havde succes.