Video : Tipsbladet
Superliga

Skyder historie i svensk presse helt ned

Peter Lassen afviser, at Hvidovre-spiller er på vej til Kalmar FF.

Svensk presse skriver tirsdag, at Kalmar FF, der har danske Henrik Jensen som cheftræner, er ved at gå på rov i Superliga-klubben Hvidovre IF.

Her er Kalmar FF brændt varm på Marc Nielsen, der meldes tæt på et skifte til den svenske klub, som kan handle omgående, da transfervinduet fortsat er åbent på den anden side af Øresund.

22-årige Marc Nielsen er startet inde i begge forårets kampe for Hvidovre, og søndag lavede han en assist mod Viborg FF, så lige nu er venstrebacken inde i kridthuset i Superliga-klubben, hvor man absolut ikke kan nikke genkendende til, at Marc Nielsen skulle være på vej til Kalmar.

- Jeg ved ikke engang, hvad det er for en klub, det drejer sig om. Jeg aner ikke en skid om det. Det er virkelig rigtigt, hvad jeg siger, fastslår sportschef Peter Lassen over for Tipsbladet.

På Transfermarkt står det anført, at Marc Nielsen har kontraktudløb i Hvidovre IF til sommer, men Peter Lassen oplyser, at den information er forkert - venstrebackens aftale udløber først ved udgangen af 2024.

Marc Nielsen har tilbragt hele sin karriere i Hvidovre IF.