Sønderjyske detaljer fra at hente svensk Champions League-spiller
Superliga

Sønderjyske detaljer fra at hente svensk Champions League-spiller

Simon Kroons kontrakt er ved at udløbe i Malmö, og nu er Sønderjyske angiveligt på nippet til at hente svenskeren til klubben.

Kontrakten for den 22-årige svensker Simon Kroon, der spiller i Malmö FF, løber ud ved årsskiftet. Det er ikke gået Sønderjyskes næse forbi, hvis man skal tro svenske Expressen, der har en historie om, at sønderjyderne er ved at hente svenskeren.

Ifølge dem, så er det kun detaljer, der skiller de to parter for at Simon Kroon kan udskifte de lyseblå farver i Sydsverige med ditto farver i det syddanske.

De er dog ikke de eneste på banen for den tidligere U/21-landsholdsspiller. I Sverige bliver klubber som Örebro, Elfsborg og Kalmar nævnt, der har vist spilleren interesse, mens det i Norge drejer sig om Vålerenga og Odd Grenland, der har været på banen.

Udover Sønderjyske, så skulle Randers også have følehornene ude efter den svenske fløjspiller. Det skulle dog eftersigende være Sønderjyske, der er tættest på Kroon.

Simon Kroon har spillet 12 kampe i Champions League med Malmö og scoret ét mål i turneringen. Derudover har han spillet 51 kampe i Allsvenskan, hvor det er blevet til to mesterskaber med Malmö.

Sønderjyske har allerede vist handlekraft inden vinterens transfervindue er åbnet op, da de på forhånd har sikret sig Viborgs Marcel Rømer til midtbanen.