SønderjyskE-træner inden pokalkamp: Superligaen har højere prioritet
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

SønderjyskE-træner inden pokalkamp: Superligaen har højere prioritet

Randers FC er modstanderen to gange i denne uge for SønderjyskE, men cheftræner Claus Nørgaard ved godt, hvilken kamp han helst vil vinde: Superliga-opgøret på søndag.

I aften møder SønderjyskE Randers FC i pokalturneringen. På søndag møder SønderjyskE Randers FC i Superligaen i en kamp, der afgør, hvem der kommer i mesterskabsspillet af de to - eller, med lidt held, begge to.

To vigtige kampe, men spørger man SønderjyskE's cheftræner, Claus Nørgaard, er han ikke i tvivl. Han vil hellere vinde opgøret på søndag og dermed sikre en plads i top 6.

- Der er ingen tvivl om, at vi har superligaen højest prioriteret, men vi spiller med i to turneringer for at konkurrere i dem begge. Det bliver en balance med at stille det bedst mulige hold og få noget friskhed ind i form af nogle spillere, der ikke har spillet helt så meget, siger han til jv.dk.

Han vurderer desuden, at begge hold vil prioritere Superligaen højest. Det konflikter dog med, hvad hans kollega i Randers, Olafur Kristjansson, sagde til tipsbladet.dk i går. 

- Når man har haft sådan en stime, så er det en sejr, man jagter. Vi kan ikke tillade os at eksperimentere, og vi skal ikke give os selv dårligere forudsætninger, end vi har i forvejen. I forhold til forberedelse og holdopstilling er vi nødt til at stille det hold, der giver bedst mulighed for at vinde, sagde han Randers-træneren.

Nogle af de udskiftninger, som Claus Nørgaard formentlig vil foretage, giver sig selv. Johan Absalonsen er skadet, mens Nicholas Marfelt sidder over med en overanstrengelse i lysken. 

Til gengæld er Kees Luijckx, Matthias Maak og Christian "Greko" Jakobsen alle i spil til kampen, skriver jv.dk.