Solbakken om banen: Hvad tænker I på, Brøndby?
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Solbakken om banen: Hvad tænker I på, Brøndby?

FCK-manager Ståle Solbakken gør grin med den elendige bane i Brøndby.

Brøndby og FC København spillede mandag 0-0  i et af de mest triste lokalopgør i mands minde. Der var ingen chancer, og der var knap nok tre afleveringer i træk, der ramte en medspiller.

Meget af skylden skal tilskrives den elendige bane på Brøndby Stadion, og det er FCK-manager Ståle Solbakken heller ikke sen til at påpege.

- Vi har de seneste to-tre dage trænet på at spille en type fodbold, som vi slet ikke vil spille. Det er bedre for Brøndby. Siden deres banemester tog ferie, har de spillet en masse lange bolde og været gode til det. Vi måtte gøre noget lignende. Jeg tror, vi har en chance, og de har nul. Det må være den sikreste 0-0-kamp i Superligaens historie, siger Ståle Solbakken og fortsætter:

- Man kan enten håbe på at score på en dødbold eller "a bit of magic", og ham, der kan lave det for os, havde karantæne i dag (Nicolai Jørgensen, red.). Alt  i alt må jeg bare sige, at det er en skændsel at skulle spille fodbold på sådan en bane her. Jeg ved ikke, hvad de har tænkt sig. Hvis jeg har knas med min græsplæne derhjemme, så hælder jeg ikke grus på den. Det er første gang, jeg har set det i verdenshistorien. Og jeg har spillet i Tromsø, hvor rensdyrene vender.

OB har tidligere tabt på Brøndby Stadion i dette forår, og det opgør hæfter Ståle Solbakken sig ved.

- Når Ove Pedersen efter 20 minutter ser, at  han har begået en kæmpe fejl ved ikke at spille direkte nok - og det er altså manden, der ikke har lavet en tværpasning i Superligens historie - så er der noget om snakken. Hvis man kommer bagud på den her bane, så er man færdig.

- Jeg må rose spillerne. De gjorde præcis, hvad vi havde aftalt. Jeg synes, at Mathias Zanka Jørgensen var banens bedste i dag. Jeg sagde til ham efter Randers-kampen, at hvis han spillede sådan en gang til, så kunne han hurtigt sidde ved siden af mig. I dag var han fremragende.