Video : Tipsbladet
Superliga

Sportschef: Har lagt en plan med Kanstrup

Pierre Kanstrup står foran kontraktudløb i SønderjyskE, og fremtiden er uvis. Sportschef Hans Jørgen Haysen fastslår, at der er lagt en plan med anføreren.

SønderjyskE mistede en håndfuld profiler og en cheftræner i januars transfervindue, men klubben formåede at holde på anfører Pierre Kanstrup, som der ellers har været stor interesse for blandt danske og udenlandske klubber.

Haderslev-klubben er dog i overhængende fare for at miste Kanstrup til sommer, når hans kontrakt udløber. Det ligger lidt i kortene, at forsvarsspilleren forlader de danske vicemestre, men da tipsbladet.dk snakkede med ham i sidste uge, ville han hverken afvise det ene eller det andet.

- Vi ser hinanden lidt an. Jeg er superglad for være i SønderjyskE, så vi må se, hvor længe SønderjyskE og jeg har is i maven til at trække den. De vil måske have en afklaring på et tidspunkt. Hvis jeg ikke er helt afklaret, må SønderjyskE kigge andre veje. Omvendt kunne man også forestille sig, at man fandt ud af noget godt hernede, for der er mange gode ting ved at være i SønderjyskE, lød det fra Kanstrup.

Manden med ansvaret for at strikke SønderjyskE-holdet sammen til næste sæson er sportschef Hans Jørgen Haysen, og Pierre Kanstrups navn er lige nu ikke så højt på blokken.

- Pierre skal koncentrere sig om at spille fodbold og ikke så meget andet lige nu. Vi er blevet enige om, at vi giver ham lidt ro, og så snakkes vi ved om en måneds tid. Jeg kan selvfølgelig se os fortsætte med vores anfører og en af vores bærende kræfter, men der er ikke noget konkret endnu. Vi har sammen lagt en plan, og den holder vi os til, siger Haysen til tipsbladet.dk.

Midtbanespilleren Nicolaj Madsen står lidt i samme situation som Pierre Kanstrup. Hans kontrakt udløber også til sommer, men heller ikke han får Hans Jørgen Haysen til at stresse.

- Vi har en løbende dialog med Nicolaj, og så må vi se, hvordan det ender. Det er også noget, vi må tage i løbet af foråret. Lige nu handler det for Nicolaj om at komme tilbage på banen efter en opstart præget af nogle småskader, lyder det fra sportschefen.

Hans Jørgen Haysen fortæller, at Nicolaj Madsen er i spil til søndagens kamp mod Brøndby IF, men det bliver næppe som starter.