Video : Tipsbladet
Superliga

Stopper til sommer: Håber på en sidste finale

Jan Laursen har i 25 år været tilknyttet FC Nordsjælland. Helt tilbage til dengang klubben hed Farum Boldklub begyndte det hele, og til sommer er det hele et overstået kapitel for ham.

Han kan dog slutte det hele af med en pokaltriumf, men han peger på, at det særligt vil være noget, som han håber på spillernes vegne.

Det fortæller han i optakten på DR 2 forud for den første semifinale-kamp mod AGF.

- Hvis vi tager det personlige først, så er det klart, at efter 25 år, så vil man selvfølgelig gerne. Men det er klart, vi har opnået så meget i mellemtiden, at det overlever jeg nok. Men det er mere spillerne, den gruppe vi har her og fans og sponsorer.

- Men specielt spillergruppen, som har leveret så godt over flere år, hvor jeg synes, at der er så meget kvalitet i den og ærgerrighed, at jeg virkelig synes, at de fortjener i første omgang at komme i finalen og så angribe den også. Så på deres vegne håber jeg virkelig, at vi kan få et godt afsæt i dag, lyder det fra Jan Laursen.

Desuden slår han fast, at det at vinde noget som en pokalturnering er magisk sammenlignet med at gå efter en eventuel tredjeplads i Superligaen i denne sæson.

FCN-sportschefen peger endvidere på, at det at vinde pokalturneringen kan give noget, ligesom det gjorde forud for deres mesterskab i 2012. Dengang var det endda med to pokaltitler i træk i årene før.