Stort interview: Martin Pusic om Gud, Jesus og selvtilliden

Martin Pusic er atter kommet i vælten i dansk fodbold. Angriberen blev søndag sat af i FC Midtjylland efter at have haft en verbal konflikt med cheftræner Jess Thorup kun få dage efter et stort interview i Tipsbladet, hvor han kritiserede Danmark for ikke at anerkende ham som topscorer. 

I anledningen af Pusic' nylige kontroverser bringer tipsbladet.dk her det første store interview med Martin Pusic fra tiden i Danmark. Tipsbladet mødte for halvandet år siden Martin Pusic for første gang, hvor snakken kom til at handle meget om angriberens forhold til religion og tro.

Historien blev bragt i Tipsbladet 14. februar 2014 - læs den her:

Med Jesus 
som medspiller

Som han sidder der i EfB-administrationens køkken og lader sig interviewe, er Martin Pusic som de fleste fodboldspillere. Han har en sportstaske stående ved sin side, og han bærer en trøje med klubbens logo, mens han svarer pænt og høfligt, men ofte også relativt kort. I hvert fald så længe snakken handler om fodbold. Så snart han bliver spurgt til sin tro, står munden ikke stille. Han fortæller og fortæller, for han har så meget på hjerte, og hans hænder skiftevis gestikulerer og retter det halvlange hår, der falder ud af sin frisure. Nogle gange skal han lede efter det rigtige ord på engelsk, for tro er ikke nogen simpel ting at forklare på et fremmedsprog, men budskabet er ikke til at tage fejl af.

Selvom han er fodboldspiller og lige har spillet kamp mod FC Vestsjællands reserver, er det ikke den lille runde, der fylder hovedparten af 26-årige Martin Pusic’ liv. Det gør i stedet Gud og Jesus, men tingene er også forbundne. For uden Guds søn ved sin side ville Esbjergs nye angriber aldrig have opnået det, han har. 

"For fire år siden ville jeg stoppe med at spille fodbold. Jeg gik igennem mange ting, og nu er jeg meget stærk. Ingen kan stoppe mig, for jeg tror på Jesus Kristus, og han er min frelser. Han hjalp mig med at være her i Esbjerg og opnå dette mål. Det skyldes ham. Nogle gange er ord for fattige til at forklare, hvad han har gjort i mit liv, hvad han stadig gør, og hvad han vil gøre i fremtiden. Folk taler om Gud, men de kender ham ikke. Jeg anbefaler folk, at de prøver at komme tættere på ham, og så viser han dem vejen,” siger Martin Pusic.

Hans tro følger ham overalt, men hans religiøse rejse startede ikke med søndagsskole og ugentlige kirkebesøg fra barnsben. Det var nemlig først for et par år siden, at den østrigsk-kroatiske angriber fandt Gud. Det skete på et hotel i engelske Hull af alle steder. Her boede han sammen med sin brasilianske holdkammerat Adriano Basso, som havde en bog liggende på sengen. Martin Pusic havde naturligvis set en Bibel før, men han bad målmanden forklare om sin tro.

Det blev startskuddet til den vigtigste forandring i hans liv, for det var i tiden inden skiftet til Hull City, at han overvejede at stoppe sin karriere. Han var kørt træt i sin østrigske klub, SC Rheindorf Altach, men i Hull fik han spilletid, og han fandt ikke mindst Gud. En hændelse, der siden gjorde ham til et nyt menneske. 

"Det var et vendepunkt. Ikke bare i min karriere, men i mit liv, for jeg begyndte at følge Jesus. Inde i os er der en større kraft, end vi kan se i denne verden. Dengang havde jeg brug for det. Han [Adriano Basso] fortalte, at folk havde brug for at blive frelst. At blive født på ny. Hele mit liv forandrede sig. Det går kun opad og fremad nu, og det er på grund af Jesus Kristus.” 

Det er en proces. Det er ikke fra den ene dag til den anden, at du pludselig gør alt perfekt. Jeg startede min proces for to et halvt år siden. Folk omkring mig, min familie, siger, at jeg gør andre ting,” fortæller Martin Pusic, der ikke vil betegne sig om et bedre menneske, men blot ”en søn af Gud”.

Den nigerianske prædikant
Med introduktionen til kristendommen fulgte også introduktionen til en særlig prædikant. Chris Oyakhilome er en nigeriansk præst, der også bre kaldes Pastor Chris. Adriano Basso er en af hans følgere, og det samme blev Martin Pusic. Han er faktisk så trofast en følger, at han i november bad sin klub Brann Bergen om fri for at tage til en konference i Nigeria, og da klubben sagde nej, rejste han alligevel. Det blev lidt af en sag i Norge, men det blev også overdrevet, mener Pusic. Han følte sig kaldet af Gud til at tage af sted, og eftersom sæsonen var slut, gjorde han, som Herren bad. 

”Da jeg lærte målmanden i Hull City at kende, var han med i hans menighed. Der er mange pastorer, og det er ligesom, når du er i skole som syvårig. Man har bøger til matematik, til tysk, til dansk. Man kan tage dem med hjem og begynde at læse...” siger han, mens han laver bladre-bevægelser. 

"...men Gud giver os nogle lærere, og de kan forklare det hurtigere, end man selv kan forstå det. For mig er han en dygtig lærer. Jeg forstår Guds ord bedre, når jeg lytter til ham. Det er normalt, at han ved mere om Guds ord. Det er ligesom, når vi træner. Man lytter til træneren, fordi han er der for at vise spillerne, hvordan de skal bevæge sig.”

Martin Pusic mener dog, at Pastor Chris har lidt andre evner end hans træner i Esbjerg, Niels Frederiksen. Angriberen kan blandt andet fortælle, at han har set den nigerianske præst gøre blinde seende og kørestolsbrugere gående. 

"Jeg var til en konference, og han helbredte folk. Jeg så nogle mennesker, som var blinde, få deres syn tilbage. Når man ser sådan noget, begynder man at græde, for det er en stor ting for vedkommende. Nogle er måske i kørestol i 20 år, og så begynder de lige pludselig at gå. Det er fantastisk at opleve,” siger han og understreger, at modtageren af helbredelsen også skal tro på det, før det fungerer.

Troen på Gud og på Jesus har bragt Martin Pusic en ukuelig tro på sig selv, og den tro skal han nu tage med til Esbjerg, for Gud ved, at de godt kunne bruge lidt optimisme. Efteråret sluttede ganske sløjt af med otte Superliga-kampe uden sejr, og de står foran et forår, hvor nedrykning absolut ikke er umuligt. 

"Det påvirker dog ikke den 26-årige angriber, at han er skiftet fra et subtophold i Norge til et aktuelt bundhold i Danmark. De skal ikke være bange for nedrykning, men i stedet skal de turde drømme om at rykke højere op i tabellen. Esbjerg kan nemlig noget, som de færreste hold i Superligaen kan.

"Vi skal ikke være bange for, at vi ligger næstsidst, for vi er det eneste danske hold, der spiller i Europa League. Vi skal vide, at vi har et godt hold, og ikke kigge på, at vi ligger i bunden. Vi skal starte forfra, som en ny sæson, og forsøge at vinde alle kampe. Jeg er ikke bekymret, for jeg ved, hvis alle viser deres kvalitet, rykker vi op i rækken og bliver et af de bedste hold i Danmark,” siger Martin Pusic, der først og fremmest vil sikre klubben overlevelse, men dernæst har store ambitioner på sit holds vegne.

"Vi vil gerne overleve, men vi skal give vores bedste i hver kamp, og så kan vi måske nå fjerdepladsen eller noget. Jeg synes, holdet er bedre end den nuværende placering, for det har vist det i Europa League. Jeg tror ikke, at alle hold i Danmark kunne overleve i Europa Leagues gruppespil, så holdet har allerede opnået noget og vist, at det er et godt hold. Selvfølgelig vil jeg gøre holdet til et tophold. Det er grunden til, at jeg kom. Jeg kom ikke for at blive på den placering. Jeg kom for at gøre en forskel og hjælpe holdet. Hvis vi vinder to kampe og får seks point, er vi der. Vi skal ikke være bange for vores placering, for der er stadig 15 kampe tilbage, og hvis vi vinder et par kampe, får vi flere kræfter. Mere selvtillid.”

Kan noget, de andre ikke kan
Hvis Martin Pusic scorer masser af mål for Esbjerg og hjælper dem med at kravle op i tabellen, kan det måske også hjælpe ham selv. Han har således flere gange meldt klart ud, at han drømmer om at komme med til VM med Kroatien til sommer. Selvom han er født og opvokset i Wien, er begge hans forældre kroater, og der er flere grunde til, at han helst vil spille for sine forældres fædreland. 

Den første grund opstod tilbage i 1998, da han var ti år gammel og sad hjemme i Wien og så VM i Frankrig. Det kroatiske landshold med Davor Suker som slutrundetopscorer hev bronzemedajler med hjem, og det hold kunne Pusic godt lide. Selvfølgelig til dels fordi det er hans forældres hjemland, men også på grund af spillet på banen og Suker i angrebet. 

Den anden grund er, at han slet og ret føler sig mere kroatisk end østrigsk. Han har ellers aldrig boet i Kroatien, men i barndomshjemmet talte de kroatisk, ligesom mange af hans venner i Wien også stammede fra det østeuropæiske land. 

”Når jeg er vred inde på banen, bander jeg også på kroatisk. Da jeg voksede op, var der også mange børn fra Kroatien, og jeg voksede op som kroat. I mine ferier tager jeg altid til Kroatien. Jeg har min bedstemor, tanter og andre familiemedlemmer der,” siger han.

Det er Martin Pusic’ største fodbolddrøm at få lov til at repræsentere Kroatien ved VM, og selvom han aldrig har været udtaget til holdet eller hørt fra landstræneren, rokker det ikke ved hans tro på sig selv. Men er han nu også god nok til at komme på holdet, hvor han skal tage kampen op mod Wolfsburgs Ivica Olic, Sjakhtar Donetsks Eduardo, Hulls Nikica Jelavic og ikke mindst Mario Mandzukic fra Bayern München?

Selvfølgelig,” er det korte svar, der først bliver uddybet på opfordring.

Mange tror ikke på det, men jeg tror på det, og som jeg siger, så er alt muligt. Landstræneren ringer, når tiden er inde. Men jeg skal fokusere på mit spil, og så skal tingene omkring mig nok forme sig. Jeg kan ikke tænke på, hvornår han ringer, eller hvornår jeg spiller for landsholdet første gang. Tingene kan gå hurtigt. Man skal bare stole på Gud. Han ved, hvornår tiden er den rette for mig,” siger han på en måde, så det forstås, at det kun handler om, hvornår og ikke om han får debut.

Muligheden for at spille på det østrigske landshold er da heller ikke til diskussion. For han vil komme til at spille for Kroatien, det er ”bare et spørgsmål om tid,” som han siger. 

Som Martin Pusic fortalte tipsbladet.dk på sin første dag i Esbjerg, drømmer han også om at komme til at spille i den tyske Bundesliga. Det er den bedste og mest velorganiserede liga i Europa, og som barn så han en masse tysk fodbold hjemme i Østrig. 

Spørger man ham selv, tror han naturligvis på, at den drøm også nok skal gå i opfyldelse. Spørger man til gengæld hans nye træner, er han ikke lige så skråsikker, omend han bestemt heller ikke afviser det.

"Måske. Han skal lægge noget på, det er der ingen tvivl om. Men det kan han måske også. Og viser det sig, at det her bliver det rigtige match, og han virkelig kommer i et flow, synes jeg bestemt, han har nogle rigtig fine kvaliteter. Så må vi se. Jeg tror godt, han kan nå til et niveau, der er højere end den danske Superliga. Men nu skal han jo lige vise, at han kan blive en profil her først,” siger Niels Frederiksen til sin nye angribers ambitiøse målsætning. 

Det er kun godt, at hans spillere har ambitioner, for det ansporer dem til at arbejde hårdt og hele tiden forsøge at forbedre sig. Det syn deler Martin Pusic i den grad.

"Alle spillere skal have sine individuelle planer. Hvis man vil opnå store ting, skal man tro på det. Det er godt at have sådan nogle spillere, og jeg synes, Esbjerg har mange af den slags spillere. Hvis man ikke er sulten, opnår man ikke noget. Jeg vil score mål, jeg vil vinde kampe, jeg vil avancere i tabellen. Det er hårdt arbejde og mange udfordringer, men sådan er livet,” siger han.

Og noget tyder da også på, at Martin Pusic har gode vilkår for at blive en succes i Esbjerg. Han er noget mere muskuløs end eksempelvis Mushaga Bakenga og Mick van Buren, som er hans kollegaer i angrebet. Netop de færdigheder er han også blevet valgt på. 

"Han er en aggressiv, arbejdsom angriber, som fylder meget. Både når han løber ind i feltet, som han er ret dygtig til, men også når han deltager i spillet uden for feltet eller i området omkring feltet. Han er en fin spiller med ryggen mod mål, hvor han er meget boldfast, og på den måde kan han også bruges som stationsspiller. Men det er klart, at vi har primært valgt ham ud fra hans aggressivitet fremadrettet og hans evner til at komme med ind i boksen. Han er faktisk en dygtig hovedsstødsspiller, så han kommer forhåbentlig til at score nogle mål,” fortæller Niels Frederiksen. 

"Vi har følt lidt i de hårde kampe, hvor der var store, stærke forsvarsspillere, at vi måske manglede ham, der havde noget mere fylde. Man kan sige, at Mush har nogle andre kvaliteter, Mick kan nogenlunde det samme, men er en ung angriber og svinger helt naturligt i præstationerne. Fellah er en helt anden type, og det er derfor, vi synes, han passer godt til der, hvor vi er.”

Vil udbrede Guds ord
Når Martin Pusic er færdig med træning i Esbjerg, sætter han sig ofte hjem foran computeren. Her bruger man meget tid på at oversætte Pastor Chris’ nyhedsbreve fra engelsk til kroatisk. Han vil gerne være med til at sprede Guds ord, så andre kan blive frelst, som han blev. Her spiller fodbolden også en rolle. Han bruger således sin position i medierne til at udbrede det kristne budskab. Ikke fordi han nyder at være i tv og i aviserne, men fordi han gerne vil hjælpe folk. 

Da han scorede sit første mål for Vålerenga, hev han sin spilletrøje op bag hovedet og blottede en T-shirt med påskriften ”I ♥ Jesus”, hvilket skabte lidt røre i Norge, for det er faktisk mod reglerne. Han undgik det gule kort, som det burde medføre, men det har ikke fået ham til at ændre mening. Direkte adspurgt, om vi kan forvente noget lignende, hvis han scorer på torsdag mod Fiorentina, fremsætter han et sjældent grin i den alvorlige snak om tro og siger:

"Det tror jeg. Jeg har faktisk spurgt folk omkring at få print på trøjen, for jeg vil gerne lave en ny trøje.”

Lysten til at udbrede Guds ord sidder tydeligvis dybt i ham. Da interviewet slutter, og diktafonen slukkes, starter han som det første med at spørge nærværende skribent, om jeg har fundet Gud. Om jeg er troende. Det er ikke for at genere, for det hjælper ikke ham at vende andre mod Gud. Han er blevet frelst, men den indre styrke, det giver ham, vil han også have, at andre oplever. 

Og det gælder ikke bare livet i almindelighed, men også fodbold. Havde det ikke været for Vorherre, ville Martin Pusic formentlig slet ikke være professionel den dag i dag.

"Gud gav mig glæden ved spillet tilbage. Nu er jeg som at barn, der bare vil spille og have det sjovt. Med ham blev alt smukt igen. Mange er bekymrede for dumme ting, og det var jeg også, men da jeg lærte Gud at kende, blev alt bare rart og vidunderligt.”

Da hans ihærdige spørgen til undertegnedes religion er overstået, følges vi et stykke til fods. Han mod sin lejlighed, jeg mod togstationen i Esbjerg. Da han skal til venstre i et lyskryds, og jeg skal lige ud, siger han pænt farvel, tak for snakken og slutter karakteristisk af med et ”God bless you.” Og han vil utvivlsomt håbe, at Gud også velsigner Esbjerg fB, når Europa League endnu engang kommer til byen.