Video : Tipsbladet
Superliga

Svensk klub: Følger FCM-spiller tæt

IFK Norrköping har fortsat et godt øje til FC Midtjyllands Kristoffer Olsson.

Smilene var brede på den jyske Hede, og Claus Steinlein kunne næsten ikke være i sig selv, da han i sommer præsenterede verdensstjernen Rafael van der Vaart som ny spiller i FC Midtjylland. Dermed blev der for alvor drysset noget stjernestøv ud over omklædningsrummet i Herning.

Hos svenske Kristoffer Olsson var smilet dog en smule mere stift. Med Rafael van der Vaarts indtog har Olsson nemlig mistet sin plads på FCM-mandskabet, og han har størstedelen af sæsonen været reserve i klubben.

Det har ført til spekulationer om et forestående exit, og Kristoffer Olssons tidligere klub, IFK Norrköping, har været nævnt som en stor bejler til midtbanespilleren. Det er de tidligere svenske mestre stadig.

- Uden at det skal blive en stor sag, så gælder det for Kristoffer, at han tilhører en kategori af spillere, som har været her og gjort det godt, og efterfølgende har haft en god udvikling i andre klubber, siden han forlod os. Sådanne spillere følger vi altid meget tæt, siger IFK Norrköpings manager Jens Gustafsson til nt.se.

Kristoffer Olsson har kontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2018.