Sviatchenko om misset FCK-skifte: Var sur på alle
Superliga

Sviatchenko om misset FCK-skifte: Var sur på alle

Erik Sviatchenko fortæller, at han var sur på alle, da skiftet til FCK kiksede i 2014. I samme periode kæmpede han for at komme ovenpå efter en lang skadespause.

Erik Sviatchenko tørner til dagligt ud for FC Midtjylland, og der er næppe nogen tvivl om, at det bliver hans sidste danske klub inden et skifte til udlandet. En transfer med en anden dansk klub virker urealistisk.

Sådan så det ellers ikke ud for bare halvandet år siden. Her var Sviatchenko reelt solgt fra FC Midtjylland til FC København, men da midtjyderne pludselig kom til penge efter Matthew Benhams indtog i klubben, aflyste de handlen.

Til dengang stor frustration for Erik Sviatchenko.

- Det var en shaky periode. Skiftet til FCK, der ikke blev til noget. Al den tvivl om, hvorvidt jeg kunne komme tilbage. Jeg var lige kommet tilbage én gang. Jeg blev pludselig i tvivl om mine evner. Jeg tror, det var pga. det fysiske, siger Erik Svaitchenko til Euroman og fortsætter:

- Jeg troede, jeg kunne administrere det selv. Det var skelsættende. Det var, som om jeg lige gav slip der. Derfor var det min hårdeste krise. Jeg var sur på alle, på Steinlein (direktør i FC Midtjylland, red.), på Glen (daværende træner, red.) og på de andre spillere. Siden har jeg lært aldrig at gå på kompromis med min plan. Siden har jeg talt den igennem, og så vendte jeg tilbage, og i 2015 har det bare kørt.

Erik Sviatchenko og FC Midtjylland overvintrer på tredjepladsen i Superligaen.