Syv spørgsmål til Superligaen: Kan det unge Randers-forsvar holde Cornelius?
Foto: Casper Dalhoff/Polfoto
Superliga

Syv spørgsmål til Superligaen: Kan det unge Randers-forsvar holde Cornelius?

Syv kampe, syv spørgsmål. Syv svar. Tipsbladet.dk sætter fokus på Superliga-kampene ved at stille et spørgsmål, der skal svar på, til hver kamp.

Superligaens 9. runde er kun lige færdigspillet, og allerede nu er der flere kampe at se frem til. Det starter tirsdag aften, hvor Esbjerg fB får besøg af Silkeborg IF i en kamp mellem ligaens to dårligst placerede klubber.

Læs også spilforslag til 10. runde i Superligaen

I toppen af Superligaen tabte Brøndby IF for første gang en kamp. Med mod og masser af hjerte tog Viborg til Brøndby Stadion og fortjente en sejr på 2-1 efter flot og modigt spil, hvor Viborg til tider gik højt på Brøndby-holdet og havde succes med at presse holdet.

Lad os tage fat i alle kampene fra denne runde og se på, om vi kan få nogle svar på vores spørgsmål.

Er Ibrahim Moro et af Superligaens bedste sommer-indkøb?
Esbjerg fB - Silkeborg IF, tirsdag den 20. september klokken 19.00, TV3 Sport 1

Silkeborg IF er med rette blevet kritiseret for dårlig købmandskab i løbet af sommeren, men lejeaftalen for Nicklas Helenius var en voldsom opgradering af Silkeborgs angreb, og tilgangen af Ibrahim Moro ligner en gigantisk opgradering af midtbanen.

Der er spillere i Superligaen, der er bedre, men Ibrahim Moro ligner lige præcis det, Silkeborg har brug for, og han kan være den spiller fra transfervinduet, der får størst gennemslagskraft. Mod AGF dominerede ghaneseren midtbanen, og kan han igen levere en god indsats mod Esbjerg, og får Silkeborg point, kan han meget vel gå hen og vise sig at være et af de bedste indkøb i løbet af sommeren.

Hold øje med den 22-årige Ibrahim Moro, der i stil minder meget om Newcastle Uniteds Cheick Tioté - dog uden vanvidstacklingerne. Han presser for to mand, kæmper og har et stort løbearbejde. Med bolden er han sikker og har en lav spildprocent, og så fordeler han spillet godt, så SIF ikke kommer under samme pres, som klubben har været i tidligere kampe. Sådan så det i hvert fald ud mod AGF.

Læs optakten til Esbjerg fB - Silkeborg IF her

Er Randers-defensiven rustet til mødet med Cornelius?
Randers FC - FC København, onsdag den 21. september klokken 18.00, TV3 Sport 1

Mads Agesen og Mads Fenger er igen i karantæne, og uden at forklejne Kevin Mensah og Mads Hvilsom er det bare en modstander af en helt anden kaliber, der venter Randers FC. FC København har store angribere, der er gode med hovedet, og det bliver interessant at se, hvordan Randers-forsvaret håndterer spillere som Andreas Cornelius og Federico Santander.

Førstnævnte har for alvor fundet målformen i denne sæson og i den seneste uges tid har han scoret ude mod FC Porto og ude mod AC Horsens. Der bliver noget at se til for Jonas Bager og Kasper Enghardt, der begge er talentfulde spillere, men ikke er spillere med stor erfaring.

Andreas Cornelius kan meget vel fortsætte opturen, når han og FC København gæster Randers FC onsdag.

Læs optakten til Randers FC - FC København her

Kan Riddersholm rejse AGF mod FC Midtjylland?
AGF - FC Midtjylland, onsdag den 21. september klokken 20.00, Canal 9

Skulle man skrive en bog om Glen Riddersholm og FC Midtjylland vil man have mange positive sider, og man ville nævne et fantastisk dansk mesterskab, som Riddersholm vandt med klubben. Men man ville også bruge sider på den opsigelse, der kom i sommeren 2015 - angiveligt på grund af utilfredshed med sportsdirektør Claus Steinlein - og man ville bruge plads på den voldsomme ordkrig, der kom i pressen mellem Riddersholm og FC Midtjyllands bestyrelsesformand Rasmus Ankersen.

På mange måder er det et interessant opgør mellem AGF og FC Midtjylland, hvor Glen Riddersholm er i hovedrollen. AGF kommer også med en ringe kamp i bagagen, efter klubben tabte med 0-1 i Silkeborg, og derfor er kravet til AGF, at der skal leveres bedre, og at der skal point på tavlen.

Til tider har det set godt ud, men der mangler for alvor noget stabilitet i AGF, og spørgsmålet er, om FC Midtjylland-kampen bliver begyndelsen på en god periode for AGF?

Læs optakten til AGF - FC Midtjylland her

Har FC Nordsjælland solgt ud?
AC Horsens - FC Nordsjælland, onsdag den 21. september klokken 20.00, TV3 Sport 2

FC Nordsjælland har blot syv point for de første ni kampe, og truppen er ikke just blevet stærkere hen over sommeren, hvor der er sagt farvel til blandt andre Joshua John og Emre Mor.

Med Kasper Hjulmand i spidsen har FCN været decideret ringe i flere kampe, og senest smed klubben en sejr mod SønderjyskE. Foran 2-0 tabte klubben 2-3, og nu er spørgsmålet så, om klubben kan rejse sig.

FCN spiller med mange unge spillere, og interessant bliver det at se, om de spillere kan stå imod, når det er stolpe ud som i øjeblikket. Klubben har brug for et resultat, og mod et energisk AC Horsens-hold med Bo Henriksen i spidsen har FCN brug for at vise tænder og ikke gå ned, som klubben har gjort de sidste par kampe. Først mod AGF og altså senest mod SønderjyskE - begge kampe, hvor klubben var foran.

Taber FCN, begynder man for alvor at kunne stille spørgsmål ved, om klubben har sagt farvel til for meget rutine og for mange gode spillere for i stedet at få unge, talentfulde spillere i truppen - spillere, som måske nok skal blive gode, men som lige nu ikke kan gå forrest, når det ikke kører. Kampen mod Horsens bliver et svar på dette.

Læs optakten til AC Horsens - FC Nordsjælland her

Er Kees Luijckx lykkeamuletten i SønderjyskE?
SønderjyskE - OB, torsdag den 22. september klokken 18.00, TV3 Sport 1

Hollandske Kees Luijckx har spillet én kamp i denne sæsons Superliga - det var senest mod FC Nordsjælland, hvor han scorede og samtidig var med til at vende 0-2 til 3-2. Det var første gang, at SønderjyskE vandt i indeværende sæson.

Måske er det bare et tilfælde, eller måske er Kees Luijckx bare en meget, meget vigtig spiller for SønderjyskE. Vi hælder til det sidste, og nu er spørgsmålet så, om han kan spille kontinuerligt, efter han mod slutningen af sidste sæson fik en alvorlig ankelskade.

Jakob Michelsen virker til at tro på Luijckx, og hvis SønderjyskE kan besejre OB torsdag og vinde sejr nummer to i træk, bliver han en svær mand at sætte af.

Læs optakten til SønderjyskE - OB her

Hvad kan du, Edison Flores?
AaB - Viborg FF, torsdag den 22. september klokken 20.00, EuroSport 2

Den 22-årige peruvianer Edison Flores er ny mand i AaB, og han kommer med et kæmpe stort forventningspres efter historier om, at flere større klubber var ude med snøren efter Flores.

Indtil videre har det dog været en rolig start, hvor Flores dog har scoret. På det seneste har han kæmpet med en skade, men mod Lyngby mandag aften var han tilbage, omend præstationen var meget anonym. Flores kom aldrig ind i kampen.

De udfald er lidt bekymrende, men omvendt Flores kommer fra Sydamerika og skal forsøge at passe ind i en ny kultur. Man kunne dog godt tænke sig at se lidt mere fra den teknisk stærke kantspiller - og det kan han jo så passende vise mod Viborg torsdag aften.

Læs optakten til AaB - Viborg her

Er Brøndbys mange kampe ved at trætte holdet?
Lyngby BK - Brøndby IF, torsdag den 22. september klokken 20.00, 3+

Brøndby har allerede spillet 17 gange i denne sæson. Otte gange i Europa og ni gange i Superligaen. Det er en del - specielt på et hold, der er afhængig af en helt enorm energi på banen og masser af løb.

Mod Viborg tabte Brøndby for første gang i denne sæson, og man må give Viborg, at holdet havde læst Brøndby. Det stiller i virkeligheden spørgsmålet, om Brøndby er ved at køre trætte? Svaret kommer i kampen mod Lyngby, hvor klubben skal forsøge at komme tilbage på sporet med en sejr over oprykkerklubben.

Med flere skader i truppen og flere spillere, der mod Viborg virkede trætte, bliver det interessant at se, om Brøndby kan rejse sig.

Læs optakten til Lyngby - Brøndby her