Video : Tipsbladet
Superliga

Tæt på fyldt Parken til pokalfinalen: FCK forventer udsolgt i dag

Hvis man skal sikre sig en plads til pokalfinalen, skal man skynde sig. Det neutrale afsnit er udsolgt, og FC København forventer det samme i deres fanafsnit i løbet af tirsdagen.

Tidligere på dagen meddelte DBU, at der nu er udsolgt på de neutrale tribuneafsnit til pokalfinalen i Parken den 25. maj. Dermed resterede der kun de billetter, som Brøndby IF og FC København måtte have tilbage, skrev unionen.

Dem er der for FCK's vedkommende snart heller ikke flere tilbage af. Tipsbladet.dk har været i kontakt med pressechef Jes Mortensen, der oplyser, at klubben forventer at sælge sine billetter i løbet af tirsdag.

- Vi har stadig gang i en forsalgsproces, og vi forventer at have udsolgt i vores afsnit i løbet af i dag/aften, lyder meldingen fra mestrene.

Det er de enkelte klubber, der forestår salget af billetter til kampen. Tipsbladet.dk har også spurgt Brøndbys kommunikationschef Christian Schultz, hvordan billetsalget på Vestegnen skrider frem. Han forventer at vide mere om præcise tal onsdag formiddag.

Mandag formiddag blev billetterne sat til salg. De to klubber har fået tildelt en endetribune hver, mens Brøndby-fans kommer til at sidde på D-tribunen og det meste af C-tribunen, FCK-fans på B-tribunen og en del af A-tribunen. Resten er neutrale pladser, VIP-pladser og en buffer-zone, der skal holde de to fangruppe på afstand af hinanden.

Opdelingen ser således ud rent grafisk: