Top 10: Transfers der aldrig blev til noget
Illustration
Superliga

Top 10: Transfers der aldrig blev til noget

Nogle gange ser en transfer så godt som sikker ud, men ender alligevel med at falde til jorden. Tipsbladet.dk har her samlet ti transfers, der aldrig blev til virkelighed.


Alt dør ved deadline
I januar 2011 havde Tottenham og manager Harry Redknapp masser af penge at købe spillere for. En lang række handler blev dog ikke til noget, og i sidste øjeblik forsøgte klubben derfor at købe Blackpools Charlie Adam. Den handel gik dog også i vasken, for papirarbejdet blev først færdiggjort et par minutter efter transferdeadline, og så måtte Tottenham ”nøjes” med sydafrikanske Steven Pienaar og Bongani Khumalo.

Kørte 190 km forgæves
Det udviklede sig til en regulær farce, da Peter Odemwingie i januar sidste år troede, han skulle være Queens Park Rangers-spiller. For inden handlen mellem hans klub West Bromwich og QPR var helt på plads, kørte angriberen de 190 km fra Birmingham til London, hvor han uden for klubbens stadion gav interview som QPR-spiller. Det havde han ikke fået lov til, så da handlen faldt igennem, syntes West Bromwich, det var en smule uprofessionelt og gav ham et par dage ”fri” fra træning. Spilleren erkendte også selv bagefter, at den ikke var helt god.


Hjertet før tegnebogen

Det ville have været verdens dyreste handel, da Manchester City i januar 2009 forsøgte at købe brasilianske Kaka fri af AC Milan. Italienerne accepterede buddet på omkring 800 millioner kroner, og derfor sendte City en delegation til Milano for at forhandle med Kakas repræsentanter. Forhandlingerne gik efter sigende fint i starten, men Kaka besluttede sig for, at han elskede Milan og klubbens fans så meget, at han ikke ville væk. Dermed måtte englænderne tage skuffede hjem, mens også Milan måtte vinke farvel til en pose penge, der helt ville udslette klubbens gæld.


Presset til at underskrive kontrakt

Tilbage i 2005 var John Obi Mikel en lysende stjerne på den europæiske talenthimmel. Nigerianerens skifte fra norske Lyn til Manchester United skulle gå igennem året efter og var underskrevet af alle parter, men spilleren fortrød pludselig. Han hævdede, at United og Lyn havde presset ham til at skrive under på kontrakten, uden at hans agent var til stede. Han ville til gengæld gerne til Chelsea, men United meldte forløbet til FA, der i sidste ende idømte Chelsea at betale 105 millioner kroner til United som kompensation for bruddet på den underskrevne kontrakt.


Dobbeltkøb endte med singlekøb

Manchester United har også prøvet at stå på den anden side og annullere en aftalt transfer. Det skete i 2009, hvor klubben havde købt Zoran Tosic og Adem Ljajic i Partizan Beograd. Skiftet skulle gå igennem i januar 2010, og spillerne nåede sågar at være i Manchester for at træne med holdet og posere på billeder med klubtrøjen i hånden. Men i december 2009 meldte United ud, at man ikke kunne skaffe arbejdstilladelse til Ljajic, inden januar udløb, og derfor annullerede klubben det forestående køb. Partizan hævdede, det skyldtes et pengeproblem, men det afviste englænderne blankt.