Topscorer Pukki taler forlængelse med Brøndby
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Topscorer Pukki taler forlængelse med Brøndby

Teemu Pukki har kun et år igen af sin aftale med Brøndby IF, men det er en aftale, der sagtens kan blive forlænget. Parterne er i dialog.

Med 20 kasser og seks assists i 34 Superliga-kampe havde Teemu Pukki i den forgange sæson en stor andel i, at klubben fra Vestegnen løb med sølvmedaljerne og andenpladsen i Superligaen.

Men kun et år igen af aftalen mellem parterne kom den gode sæson fra Pukki på et kærkomment tidspunkt, for han står i en optimal forhandlingssituation i forhold til en eventuel forlængelse med Brøndby. Specielt på et tidspunkt, hvor det ikke er utænkeligt, at der er reel interesse fra andre adresser i Europa.

Klubben har denne sommer mistet rutinerede spillere som Thomas Kahlenberg, Frederik Holst, Lebogang Phiri og Rodolph Austin, og med udsigten til et muligt salg af Frederik Rønnow er Brøndby formentlig ikke interesseret i at miste den 27-årige finne Teemu Pukki. Det styrker også Pukkis muligheder for at få en ny, god aftale med Brøndby.

I første omgang lytter den tidligere Celtic-, Schalke 04- og Sevilla-spiller til Brøndby. 

- Mine agenter taler med klubben, og så må vi se, hvad der sker, siger Teemu Pukki til tipsbladet.dk og fastslår, at han er interesseret i at forlænge, hvis kontrakttilbuddet er godt.

- Hvis det er en god aftale, så er jeg klar til at skrive under.

Teemu Pukki har tidligere talt om, at han gerne vil prøve sig af på en større adresse igen. Landsholdsangriberen fra Finland viste primært i sidste sæson det potentiale, der har fået angriberen til at tjene sine penge pi større klubber end Brøndby.

Men kommer Troels Bech og Alexander Zorniger med et godt tilbud til Pukki, er han klar til at udskyde udlandet.

- Jeg vil stadig gerne ud en dag, men jeg mener ikke, det behøver at være lige nu, for jeg er glad, hvor jeg er. Så må vi se, hvad det ender med, men jeg vil gerne slå fast, at jeg er virkelig glad her, siger Teemu Pukki.

Den finske angriber havde mandag første træningsdag efter en ferie, og han kan berette om en form, der er god. Da han søndag havde en løbetest, var han i hvert fald bedre end tidligere.

Teemu Pukki går ind til sin fjerde sæson som Brøndby-spiller. I den første sæson var han på en lejeaftale, inden Per Rud, daværende sportsdirektør, fik forhandlet en aftale på plads med Celtic, så Pukki kunne skrive under på en treårig aftale.