Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Kongeblå jokere i ærmet i Lyngby?

Skal der købes spillere, og hvem skal sælges? Transfervinduet lukker snart, og tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på Lyngby BK.

Uret tikker. Når klokken bliver 23.59 den 31. januar lukker transfervinduet, og dermed er det slut med at hente spillere, der er på kontrakt ander steder. Dermed spidser det til på klubkontorerne rundt om i Superligaen.

Frem mod transfervinduets lukning - den 31. januar - sætter tipsbladet.dk fokus på de 14 Superliga-klubbers transferbehov.

Denne gang er der fokus på Lyngby BK.

Status:
David Nielsen har i efterårssæsonen vist, at han kan få det maksimale ud af et minimalt budget. Med en plads som nummer fem i Superligaen har oprykkerne været sæsonens positive overraskelse. Holdet har vist, at de både behersker at have bolden og være tålmodige, og at være direkte i spillestilen når det kræves.

Med successen og den økonomiske situation taget i betragtning var det ikke forventet, at Lyngby ville være de mest aktive i transfervinduet i januar, og den profeti har holdt stik. Ingen nye spillere er kommet til, og klubben har kun sagt farvel til et par af de ydre mandater i truppen.

Spørgsmåler er, om Lyngby hiver et par kaniner op af hatten mod slutningen.

Vinterens tilgange:
Ingen.

Vinterens afgange:
Frederik Gytkjær (Haugesund)
Philip Rasmussen (Oklahoma City Energy FC)
Mads Nordam (Fremad Amager)
Mads Gabel (Fremad Amager)

Kommende kontraktudløb:
Andreas Larsen (sommer 2017)
Michael Lumb (sommer 2017)
Adnan Curovic (sommer 2017)
Thomas Guldborg Christensen (sommer 2017)
Jeppe Brandrup (sommer 2017)
Bror Blume (sommer 2017)
Danilo Arrieta (sommer 2017)
Kim Ojo (sommer 2017)
Alexander Munksgaard (sommer 2017: lejeaftale udløber)

Her kan der sælges:
Af udgående transfers er der ikke de helt oplagte valg. Truppen, der er en af Superligaens ældste, består af en masse rutinerede spillere, så der er ikke et ungt talent, som ligger og lurer på at blive solgt til en større dansk klub eller en udenlandsk. Alligevel er der tre spillere, der har skilt sig ud i efterårssæsonen.

Den første er målmand Jesper Hansen. Med sit skifte tilbage til dansk fodbold efter ophold i franske Evian og Bastia fik Lyngby en ny førsteholdskeeper, og her har Jesper Hansen vist sig at være opgaven – ikke bare voksen – men fuldvoksen. Han har ni gange holdt buret rent, og når det sker for et oprykkerhold, så kan der være klubber, der er interesserede i Hansen, der trods alt kun er 31 år.

Lidt længere fremme på banen er Mikkel Rygaard. Den offensive midtbanespiller, der skulle tage over efter David Boysen, da han for et år siden blev solgt til Brøndby, har været livsvigtig i Lyngbys offensiv, hvor han flere gange har vist prøver på en venstre fod, der er skruet rigtigt på. Med 25 år og et stort løbepensum kan han være interessant for både danske og udenlandske klubber.

På toppen har Jeppe Kjær gjort sit til, at Lyngby ligger nummer fem ved vinterpausen. Han har scoret otte mål, som er nok til en delt fjerdeplads på Superligaens topscorerliste. Angribere, der kan score mål er altid interessante, men det, der taler imod et salg af Jeppe Kjær er hans alder. Han fyldte i november 31 år. Han har ligeledes netop forlænget sin kontrakt, og derfor kommer et klubskifte næppe på tale. 

Her kan der købes:
Det store spørgsmål i Lyngby er, hvis Jeppe Kjær ikke har tur i den foran kassen, hvem skal så have det? Her er det første svar Kim Ojo og Jens Odgaard. Mens Ojo har scoret for Lyngby, ligner han ikke Kjær i aggressivitet eller spillestil, og Jens Odgaard er for ung til at få det store pres at skulle lave mål på fast basis. Hvis Jeppe Kjær eventuelt skulle forlade klubben, skal der hentes en erstatning.

David Nielsen har brugt mange af de samme spillere sæsonen igennem, og de har præsteret med den nuværende femteplads. Kigges der på bredden i truppen, ser det tyndt ud på den centrale midtbane, hvis enten Jesper Christjansen eller Martin Ørnskov skulle sidde ude.

Offensivt har Lyngby fået Danilo Arrieta tilbage fra en langtidsskade, og hvis det vurderes, at han kan holde sig skadesfri, så bliver der formentlig ikke hentet nogle til kanterne eller den offensive midtbane.

Lyngby har formentlig David Boysen på listen over transferemner, men det ser ikke ud til, at de to parter genforenes. 

Citatet:
Manager David Nielsen til tipsbladet.dk omkring holdets planer i januars transfervindue:

- Vi er et hold, der har præsteret det maksimale, vi har kunnet tro og håbe på. Det betyder at spillet har fungeret godt. Vi kommer ikke til at bruge så meget krudt lige nu på at hente en masse spillere ind. Vi har lavet trup for hele sæsonen i sommer, netop fordi vi gerne ville have et stille transfervindue. Det er et svært vindue med kort tid til at integrere nye spillere. Vi har lavet planer, som går mest frem mod sommeren. Kommer der en helt fantastisk mulighed her i vinter, gør vi selvfølgelig det. Men det handler for os om at holde truppen sammen,

Nøglepersoner:
David Nielsen, manager
Thomas Nørgaard, assistenttræner