Tre dage til premieren: Duncan er klar for AGF, stopperduo er ikke
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Tre dage til premieren: Duncan er klar for AGF, stopperduo er ikke

AGF sparker Superligaen i gang på fredag, og her vil anfører Morten "Duncan" Rasmussen være med igen. Mikkel Rask og Jesper Juelsgård er dog begge fortsat skadet.

Det var til at se på tirsdagens træning på Fredensvang, at AGF begynder sæsonen om tre holdet. Tempoet i intervalspillene var højt, hårdheden i tacklingerne til at tage og føle på, og glæden stor, når der blev scoret. 

Anfører Morten "Duncan" Rasmussen agerede menneskelig bande, da AGF spillede på to mål med kort afstand, og som han stod der ved siden af målet med tape under det ene knæ, kunne han godt ligne en mand, der blev sparet. Især når man vidste, at han sad ude i lørdagens generalprøve mod Silkeborg IF.

Men det blev han ikke, forsikrer hans cheftræner, Glen Riddersholm. 

- Han var med i possession-spillet i dag, og så var han levende bande i det sidste spil. Han er klar til fredag, slår AGF-træneren fast til tipsbladet.dk.

Også Mustapha Bundu, der har døjet med mindre skadesproblemer i løbet af opstarten, trænede med på fuld kraft. Det samme kan dog ikke siges om hverken Mikkel Rask eller Jesper Juelsgård. Faktisk var de slet ikke med i intervalspillet.

Der er da heller ingen af de to midtstopperen, som Juelsgård er udset til at skulle være fremover, der kommer i kamp fredag aften, når AC Horsens gæster Ceres Park i sæsonens allerførste Superliga-kamp.

- Det er, som det har været i hele opstarten. Juelsgård har ikke trænet med på noget tidspunkt endnu, så han har stadig et efterslæb. Han er på vej, men han er væk i hvert fald her i indledningen af Superligaen. Så er Rask ude i en god uges tid endnu, fortæller Glen Riddersholm, der desuden kan melde om et genoptrænende talent.

- Michael Zacho er lidt on/off med et springerknæ, men han har trænet med i dag, og så håber vi på, at han får en god reaktion på det. Men han er i en genoptræningsperiode, hvor han er mere inde end ude, men hvor vi har lagt en plan for ham.

AGF indleder sæsonen med to fredagshjemmekampe mod hold, der spiller i gult. Først altså Horsens og næste fredag oprykkerne fra Hobro IK.