Trods svensk interesse: Esbjerg vil forlænge med topscoreren
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Trods svensk interesse: Esbjerg vil forlænge med topscoreren

I Esbjerg fB vil de meget gerne beholde Robin Söder, der er ønsket i IFK Göteborg, men klubben skal først overleve i Superligaen.

Robin Söder er topscorer i Esbjerg fB og har som en af få skilt sig positivt ud i holdets offensiv i denne sæson. Hans kontrakt udløber om tre måneder, så han er fri til at forhandle med andre klubber.

Forleden skrev svenske Expressen, at Söder var højt på ønskelisten i hans tidligere klub IFK Göteborg, men i Esbjerg vil de gerne holde på ham. Der er bare én forhindring: Klubben ved ikke, om den spiller i Superligaen til næste sæson.

- For alle parter er det klart, at vi skal blive oppe i Superligaen. Det er heller ikke i Robins interesse at blive, hvis vi rykker ned. Men begge parter vil helt sikkert gerne forlænge hans ophold i Esbjerg. Ikke kun fordi han er topscorer, men også fordi han er en god spiller, siger sportsdirektør Ted van Leeuwen til tipsbladet.dk.

- Jeg har kendt til ham, siden han var 17-18 år gammel. Jeg kender hans kvaliteter. Han giver holdet meget mere end mål. Han taber næsten aldrig bolden, er kreativ, en intelligent spiller. En god fyr at have i omklædningsrummet. En holdspiller.

Den svenske avis skrev også, at IFK Göteborg, hvor Robin Söder fik sit helt store gennembrud i 2008, forsøgte at hente angriberen allerede i januar. Det har dog ikke noget på sig, fastholder Van Leeuwen.

- Det kan jeg ikke bekræfte. Jeg kan bekræfte, at ingen kom til mit bord med interesse. Absolut ingen. Der var måske nogle, der snakkede med agenten, det skal du spørge ham om, men ingen kom til EfB. Hverken mig eller noge andre, siger Van Leeuwen.

Det kunne også have været godt det samme. De var blevet afvist lige med det samme.

- Vi ville nok aldrig have ladet ham gå. Normalt kan de fleste få lov til at forlade klubben, men ikke Robin, siger sportsdirektøren om Söder, der har scoret i de fem seneste hjemmekampe for Esbjerg.

EfB, formentlig med Robin Söder på holdet, indleder slutspillet næste weekend med en hjemmekamp mod Randers FC.