Svensk storklub vil lokke Esbjerg-topscorer hjem igen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Svensk storklub vil lokke Esbjerg-topscorer hjem igen

Robin Söder kom til Esbjerg fB fra IFK Göteborg, og til sommer kan han tage retur. Det erfarer den svenske avis Expressen.

Som professionel fodboldspiller har Robin Söder kun spillet i blå og hvide striber. Først for IFK Göteborg og siden 2014 for Esbjerg fB. Selv om han har kontraktudløb på Vestkysten til sommer, kommer han måske til at fortsætter i striber.

Den svenske avis Expressen mener således at vide, at Söder står højt på ønskelisten hos IFK, der vil hente den 25-årige angriber tilbage til Gøteborg. Han og den anden tidligere klubmand Nicklas Bärkroth, der nu spiller i IFK Norrköping, skulle være de højeste prioriteter.

Ifølge avisen forsøgte IFK Göteborg allerede i vinter at købe Söder fri af kontrakten med Esbjerg. Han medgiver, at han i hvert fald på et tidspunkt gerne vil vende tilbage til klubben.

- Jeg vil absolut gerne spille for Blåvitt igen. Så må vi se, hvornår det bliver. Vi har haft den sædvanlige kontakt, men vi har ikke diskuteret et skifte, siger han til Expressen

Der har dog været andre klubber med snøren ude efter EfB-topscoreren, der er brandvarm med 9 mål i 12 kampe, og som har kontraktudløb til sommer.

- Jeg har fået nogle løse forespørgsler, men intet konkret. Det er endnu ret tidligt, jeg er ganske rolig.

Robin Söder bragede ind i den svenske fodboldbevidst hed som 17-årig, da han scorede sejrsmålet for IFK Göteborg i overtiden mod Djurgården og blev kåret til Årets Nykomling i Allsvenskan i 2008. Han blev også den yngste debutant i historien på det svenske U21-landshold.

Han har aldrig nået A-landsholdet, men landstræner Janne Andersson sagde for nylig, at Söder var blandt de spillere, han holdt øje med.