Uffe Bech: Vi prøvede at stå imod
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Uffe Bech: Vi prøvede at stå imod

FC Nordsjællands Uffe Bech roser efter nederlaget til FCK de unge spillere, som gik ind på holdet, selvom de tabte 0-2.

FC Nordsjælland tabte søndag aften sin kamp mod FC København i Telia Parken med 0-2, hvor det var i slutningen af første halvleg, at kampen blev afgjort med to hurtige mål af Nicolai Jørgensen. 

3+ havde efter kampen fat i FCN's angriber Uffe Bech, der ærgrede sig over netop den periode af kampen.

- Det er vel fortjent nok, at vi taber. Jeg synes egentlig, at vi gør det okay og står godt i mod i lange perioder. I det sidste kvarter af første halvleg kommer vi til at stå for lavt, og det er der de scorer to mål. Men vi spiller en god første halve time og en god anden halvleg, siger han til tv-kanalen.

En del af årsagen til FCN's svingende præstation hang måske sammen med flere skader og karantæner til nordsjællænderne, som betød, at holdet stillede op med en gennemsnitsalder på omkring 22 år.

- Vi har flere, der sidder ude med skader og karantæner i dag, og jeg har selv haft feber de sidste par dage, men der kommer en masse unge drenge ind, som gjorde, hvad de kunne. Der var selvfølgelig en forskel rent fysisk i hovedstødsduellerne f. eks, siger Uffe Bech.