Vetokele: Havde ikke regnet med at forlade FCK
Illustration
Superliga

Vetokele: Havde ikke regnet med at forlade FCK

Igor Vetokele havde ikke regnet med at forlade FC København denne sommer, men han ser frem til opholdet i Charlton, hvor han kender træneren.

Sidste sæsons topscorer i FC København, Igor Vetokele, blev i sidste måned solgt til Charlton fra den næstbedste engelske række, hvor Vetokeles landsmand og tidligere træner i Cercle Brugge Bob Peeters er cheftræner. Salget af den belgiske angriber kom som et lyn fra en klar himmel for de fleste, da Vetokele på intet tidspunkt var blevet rygtet til Charlton. Hovedpersonen selv havde heller ikke regnet med at forlade FC København denne sommer.

- Det var lidt uventet. For bare et par måneder siden havde jeg absolut ikke troet, det ville ske. Men FC København accepterede alligevel buddet fra Charlton, og jeg kender i forvejen Bob Peeters fra Cercle. Han er en god træner, som jeg ser frem til at arbejde sammen med, siger Igor Vetokele til Voetbalkrant.com.

Belgieren fastslår, at han har haft nogle gode år i FC København, og nu ser ham frem til det næste skridt i karrieren.

- I København lærte jeg rigtig meget både på- og udenfor banen. Jeg har ændret mig meget i forhold til, da jeg var i Cercle Brugge, og jeg håber, at jeg kan fortsætte med at vokse. Jeg har altid haft en drøm om at komme til England, og det vil helt sikkert være anderledes end at spille i Danmark. Jeg ser denne klub som et skridt til noget endnu større, siger Igor Vetokele.

Charlton sluttede i sidste sæson på en lunken 18. plads i Englands næstbedste række.