Zohore: Møde med Fiorentina i næste uge
Illustration
Superliga

Zohore: Møde med Fiorentina i næste uge

Kenneth Zohore vil allerhelst blive i Brøndby, men det har været rigtig svært at få en afklaring med Fiorentina. Nu er der imidlertid et gennembrud på vej, for hans agent skal mødes med dem i næste uge.

Brøndbys sportsdirektør Per Rud er godt og grundig træt af ledelsen i Fiorentina. Han har nemlig ikke kunnet få fat på dem for at diskutere en transfer for angriberen Kenneth Zohore. Derfor har han nu givet hans agent Darryl Powell tre uger til at få styr på situationen, og nu ser det ud til, at der er et gennembrud på vej i sagen.

- Det har været lidt svært at få fat på dem. Jeg ved ikke, om det er sådan lidt en italiensk ting, at de ikke kan finde ud af at tage deres telefoner, men min agent har fået fat på dem nu. Han tager derned i næste uge og snakker med dem. Og så håber jeg, vi kan blive meget klogere. Min agent skal ned og finde ud af, hvad Fiorentina vil. Han fortæller dem så også, hvad jeg gerne vil, så jeg håber, vi ved lidt mere snart, siger Zohore til tipsbladet.dk.

Selv vil Kenneth Zohore allerhelst blive i Brøndby, selv om han er klar til at tage tilbage, hvis det ikke lykkes klubberne at mødes om en aftale. Angriberen er færdig med lejeaftaler og søger en permanent løsning.

- Det er min førsteprioritet at blive i Brøndby, for jeg har været rigtig glad for det her, men det er gode steder begge to, og hvis de ikke kan blive enige, tager jeg tilbage dertil. Men hvis der kommer noget på plads, vil det være rigtig dejligt.

- Jeg prøver at lade være med at tænke for meget over det, men det er dejligt, når man ved, at man skal være et sted et stykke tid. Så kan man slappe af og fokusere på træningen i stedet for at tænke på, hvor man er om et år. Sådan er fodbold, men lejekontrakter vil jeg helst undgå, og en permanent løsning vil være optimal.

Kenneth Zohore var ikke med, da Brøndby trænede første gang forud for den nye sæson i dag. Han var dog til stede på stadion og med til presseseancen efter træningen, men han har lidt småproblemer med sit ene lår, og derfor blev han skånet. Og faktisk kan han have trænet for sidste gang i Brøndbys træningstøj. Han må kun træne i Brøndby indtil fredag.

- Jeg må kun træne her til på fredag, for det står der i min kontrakt. Jeg havde håbet, der ville komme en afklaring inden fredag, men nu bliver det ikke sådan, og så må vi tage den derfra.