Brøndby giver Zohore tre uger
Illustration
Superliga

Brøndby giver Zohore tre uger

Uret tikker for Kenneth Zohores agent Darryll Powel, for Brøndbys sportsdirektør har givet ham indtil udgangen af måneden til at få viklet angriberen fri af Fiorentina.

Brøndby vil gerne beholde Kenneth Zohore, men det er slet ikke sikkert, det kommer til at ske. Hans lejekontrakt løber til den 30. juni, og selv om han ikke deltog i den første træning forud for den nye sæson, er han stadig i Brøndby.

Sportsdirektør Per Rud har mistet tålmodigheden med Kenneth Zohores klub Fiorentina, og han giver nu Zohores agent Darryl Powell tre uger til at få løst situationen med italienerne, der har været meget svære forhandlingspartnere.

- Jeg er færdig med at forhandle med Fiorentina, og det er der, den ligger. Vi ved, at Kenneth er på kontrakt her indtil den 30/6, og hans agent har egentlig indtil den dato til at få viklet ham ud af det. Vi har gjort, hvad vi kan i den sag, så nu er det op til Kenenths agent, og hvis han ikke kan løse det, så må Kenneth tilbage. Når man lejer en spiller, er det op til klubberne at nå til enighed og få styr på tingene. Det har vi ikke kunnet, fordi de er fuldstændig umulige at få fat på, siger Per Rud til tipsbladet.dk.

Samtidig overvejer Rud, hvad der skal ske med forsvareren Khalid Boulahrouz. Han var ikke med ved dagens træning, fordi Brøndby ikke mener, det giver mening, at hollænderen træner med, hvis han ikke skal blive i klubben. Rud er på et indledende stadie i forhandlingerne med Boulahrouz, som han endnu ikke har givet noget egentligt tilbud.

- Den ligger der, at parterne skal mødes igen og finde ud af, om det skal være eller ikke være. Vi er ikke nået så langt i den proces endnu, og vi ved, at han har nogle andre muligheder. Vi har haft nogle indledende drøftelser med hans agent, men har ikke givet ham et tilbud endnu, fordi vi også lige overvejer situationen.

De to spilleres skæbne hænger nøje sammen med, hvordan Brøndby skal agere videre i transfervinduet. Bliver de ikke i klubben, skal der en lille håndfuld spillere til. Bliver de, kan Brøndby nøjes med et par stykker.

- Det giver sig selv, at vi skal forholde os til, at Kenneth måske ikke er her. Vi ved, at der er nogle ting i i forsvaret, vi skal holde øje med, fordi det er uafklaret med Boulahrouz. På målmandsposten og centralt på banen er vi godt besat. Vi går efter to til fire spillere, og det hænger selvfølgelig meget nøje sammen med, om Zohore og Boulahrouz er her, siger Per Rud.

Brøndby har indtil videre denne sommer hentet Svenn Crone, Daniel Holm og Andreas Hansen op fra klubbens ungdomsafdeling.