Dagbog fra pokalfinalen: Voksne mænd græder

Onsdag

Pokalfinalen nærmer sig. Luften sitrer. Har lige været ovre på mit lokale kafferisteri, hvor en familie i AGF-trøjer trådte ind af døren. Til min store forbavselse genkendte faren mig, fordi jeg har lavet nogle indslag for Tipsbladet. Vi begyndte at tale om vores klubbers relation til hinanden, lillebror-storebror-forholdet. Hvordan det altid er en stor ting for Silkeborg at møde AGF, mens det for dem er en tilfældig kamp i rækken.

Og så fortalte faren, hvordan de havde taget færgen til Sjælland og pludselig havde set AGF bussen med hele spillertruppen trille ombord. Og så var de gået hen til dem, og drengen havde fået en bold med autografer og en selfie med Patrick Mortensen, og tårerne var begyndt at trille ned af kinderne. Familien fortalte også, at Thomas Helmig havde taget turen sammen med spillerbussen, og det lød næsten for Aarhus kliche agtigt. Var Steffen Brandt der så også? Og var det Peter AG, der kørte bussen?

Onsdag eftermiddag

Hele tiden møder jeg mennesker, der forholder sig til finalen. Og min nabo har tegnet en odder i silketøj, der holder en pokal. Vi har klistret den på vinduet. Halstørklædet hænger der også. Nu er der kun et døgn til det går løs. Alle holder med os. Alle, der ikke har en relation til Aarhus, håber Silkeborg. Yngste søn er også begyndt at glæde sig. Hans lærere siger, at de har hørt utrolig meget om finalen.

Jeg skal for første gang i min voksentid prøve at gå ind til den slags begivenhed sammen med ungerne. Som familiefar. Tidligere ville sådan en dag have budt på anseelige mængder alkohol, 40 smøger og en bytur, men nu skal jeg prøve det på en mere ansvarlig måde. Og jeg glæder mig. Tænker, at det er en af de dage, der kan give ungerne en større tilknytning til klubben og som de måske vil huske i mange år fremover.

Jeg forelskede mig selv i Silkeborg IF, da jeg stod på stadion og så dem løfte DM-pokalen i 1994. Men det kan selvfølgelig også blive en gigantisk skuffelse. Der findes næsten ikke noget værre end at tabe til AGF.

Torsdag morgen

Nu har junior og jeg taget Silke-trøjerne på. Nu gælder det bare om at vente. Og gøre klar til at tage ind til fanzonen.

Torsdag formiddag

På vej ind i mod København i toget. Det vrimler med AGF’ere. Som om hele Aarhus er taget til hovedstaden. Vi har oddertegningen med. Folk smiler. Spændingen tager til.

Torsdag eftermiddag

Alle “silkerne” går i fælles front mod Parken. Vi er en flok på otte, og minsandten om ikke solen bryder frem. Den yngste udbryder: ”Jeg anede ikke, at der var så mange, der holdt med Silkeborg.” Jeg forstår godt, hvad han mener. Det er et temmelig overvældende syn. Foran er der nogle, der fyrer romerlys af, der er trommer, fællessang og en intens atmosfære, som vi nærmer os Østerbrogade og Parken.

Ved Gunnar Nu Hansens plads kører AGF’s spillerbus pludselig forbi. Alle buher. Sekundet efter kommer Silkes bus. Ukontrolleret jubel. Så er fodbold heller ikke sværere. De gode mod de onde. Vinderne og taberne.

Ind på stadion. Den store holder odderen op mod himmelen. Den yngste flager med sit nyt flag. Jeg er sikker på, vi taber. Måske er det en beskyttelsesmekanisme. En form for selvforsvar. Jeg er klar til at tage nederlaget i stiv arm og komme med overskudsagtige forklaringer. Samtidig bobler håbet og drømmen inden i mig.

1 halvleg.

Fuck. Silke-spillerne kan slet ikke ramme hinanden. Spiller som en pose nødder. Er nervøse. Ukendelige. Væk er det flydende spil og de små lækre pasninger. Tilbage står passion, fight og hjerte, men det er Jo GF’s ballgame. Hvis det fortsætter sådan her, bliver vi kørt over. Mast. Men dér var en chance. Og dér en mere. Og pludselig. Ud af ingenting en genial stikning fra Tonni Adamsen til Sonne, og målmanden kommer ikke hurtigt nok ud, og han bliver passeret.

Jaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa….måååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååål

Gruppekram. Alle omfavner alle. Alle kæmper med at lade være med at kaste deres fadøl op i luften. Men hov. VAR-tjek. Fuck. Var der offside? Tilbageholdt åndedræt. Men pyha. Målet er godkendt. Jubelbrøl igen.

Og pause. 15 minutter med lav puls og nøgtern analyse. Ungerne er på endnu. Det her en ekstraordinær begivenhed og alle er revet med.

2. halvleg.

AGF overfalder os med alt, hvad de har. Stort hjerte, masser af passion. Men de har ikke mange strenge at spille på. Vi afkoder dem. Læser dem. Plukker dem. De bliver mere og mere frustrerede. Vi begynder at få chancer. Tonni brænder, McCowatt rammer stangen, Thordarson får en friløber og en ripost. Brænder begge. Lidt senere scorer han på hovedet, men den bliver annulleret.

Kun otte minutter tilbage. Det går helt sikkert galt. Eller gør det? Fem minutter tilbage. To minutter. Silke-drengene spiller pludselig cool og frigjort. For første gang i kampen. Jeg begynder at mærke en klump i halsen. Nu mangler der kun sekunder. It’s gonna happen!! Vi kommer sgu til at vinde en pokal!

Jeg står ved siden af ungerne og holder om dem. Dommeren fløjter af. Jeg bliver berørt og får våde øjne. Alle knuser hinanden. Voksne mænd græder, nogle jubler, alle er i komplet ekstase. Jeg troede aldrig, at jeg skulle opleve det igen. Tænk at se Silke som et vinderhold. Sådan et der rent faktisk vinder pokaler.

Jeg går med drengene ned mod banen for at få autografer. We are the Champions gjalder ud af højtalerne, Kent Nielsen får en lufttur, drengene kigger betaget på Silke-spillerne, der pisker rundt og sprøjter øl på hinanden. Nicolai Larsen løfter pokalen. Masser af konfetti. AGF’erne er gået hjem til ”Godnat København”, og vi har hele stadion for os selv.

Alt var kørt i stilling til den store fest i Aarhus, men lidelseshistorien fortsætter. Ligesom vores eventyr. En mand roser mig for at have taget drengene med: ”Det her kommer de til at huske resten af livet”. Det håber jeg, han har ret i.

3 halvleg

Ungerne og kæresten er taget hjem. De røde ejer byen. Shots, fadøl og masser af energi. Så endte det alligevel med en bytur. Slukørede AGF’ere tager nederlaget i stiv arm. Roser os. Kalder det fortjent. Samtaler stikker i alle retninger, men hele tiden vendes der tilbage til kampen: Hold kæft en stemning, vildt at Tonni ikke scorer. Imponerende tifo, I havde lavet. Folk bliver væk fra hinanden. Det er midt om natten.

I toget hjemad sidder flere desillusionerede aarhusianere, og jeg får de sidste anerkendende nik. Vi har ikke flere ord i os. Alt er blevet sagt.

Fredag

Vågner op med store tømmermænd. Men på den gode måde. Det var ikke en drøm. Den er her endnu. Pokalen. Fuck, hvor er fodbold en vild sport, når man tænker over det. Og nu skal vi oven i købet i Europa.