Video : Tipsbladet
Talent

Chido Obi har Arsenal-planen klar

Det danske stortalent satser ikke på at blive udlejet i fremtiden.

Der er store forventninger til unge Chido Obi. 

Den 16-årige dansker gik viralt, da han i efteråret høvlede ti kasser ind for Arsenals U16-mandskab, der dengang slog Liverpool med hele 14-3. 

Mit mål er at komme på U21-holdet og være der en enkelt sæson eller to og så derfra komme på førsteholdet i stedet for at blive udlejet.

Chido Obi
Angriber, Arsenal

Før landsholdspausen gav Obi da også lige en reminder på, hvor stort talentet er. Således scorede han fire gange i 8-3-sejren over Crystal Palaces U18-hold i U18 Premier League. Obi kan altså også, selv om modstanderne er ældre, og sådan noget gør ikke ligefrem, at forventningerne bliver mindre. 

Vejen til Arsenals førstehold er naturligvis lang, men Chido Obi har en stor tro på sig selv. Det mærkes tydeligt, da Tipsbladet taler med ham over telefonen i den seneste landsholdspause. 

- Mit mål er at komme på U21-holdet og være der en enkelt sæson eller to og så derfra komme på førsteholdet i stedet for at blive udlejet, fortæller han med en ambitiøs stemme, da han bliver spurgt ind til vejen mod førsteholdet. 

Man ser ellers, at unge spillere bliver udlejet for at prøve kræfter med seniorfodbolden, men den karrierevej vil Obi altså ikke tage. 

For eksempel er hans fire et halvt år ældre danske Arsenal-holdkammerat Mika Biereth udlejet i denne sæson. I efteråret til Motherwell og nu til Sturm Graz for resten af sæsonen. Her er han sandelig i gang med at gøre opmærksom på sig selv.

Der er pæn aldersforskel mellem de to, men de har allerede delt træningsbane en enkelt gang.

- Vi har trænet sammen en gang, men jeg vidste ikke, han var fra Danmark. Han talte som en, der var født i England, fortæller Obi, som først fandt ud af, at Biereth var fra Danmark, da han så, at han var udtaget til U21-landsholdet. 

I Arsenal skal Obi både imponere cheftræner på førsteholdet, Mikel Arteta, samt Per Mertesacker, som er akademichef. Arteta kender han ikke så godt, men Mertesacker har han et rigtig godt forhold til.

- Han (Arteta, red.) er en rigtig god træner, og jeg har talt med ham, hvor han har givet mig råd, så jeg kan blive bedre. Vi har ikke haft nogle møder endnu, vi har bare talt.

- Jeg har det rigtig godt med Mertesacker. Jeg har kendt ham i lang tid. Nogle gange kommer han forbi træning og siger, hvad jeg skal gøre bedre, og spøger om jeg har det godt og alle mulige ting. En rigtig god person.

Kan han give dig nogle gode råd? 

- Han siger altid, at jeg skal være klar på at få bolden og bevæge mig i boksen og gøre det sværere for forsvarsspillerne at få fat i.

For Chido Obi er det om at lytte, når de to taler. Så skal han nok nå langt.