Video : Tipsbladet
Talent

Tyskere skal møde FCM i Youth League

Det er et opgør, som skal afgøres over én kamp, som spilles på MCH Arena i Herning.

FC Midtjyllands senior-mandskab klarede ikke at kvalificere sig til Europa i denne sæson, men som så mange andre gange før har deres U19-hold gjort det godt på den europæiske scene.

I denne sæson har man slået både Rukh Lviv og FC Famalicao ud af Youth League, der svarer til ungdommens Champions League.

Tirsdag blev der trukket lod til næste runde, hvor FCM er blevet trukket sammen med tyske RB Leipzig.

Tyskerne har spillet med i den afdeling af turneringen, der har været bestemt af seniorklubbernes Champions League-grupper. Her lykkedes det for energidrik-klubben at blive nummer to i en gruppe med Manchester City, Røde Stjerne og Young Boys.

Der venter nu ét opgør, som skal afgøre, hvem der går videre til ottendedelsfinalerne i turneringen. Det bliver spillet enten 6. eller 7. februar, og det bliver på MCH Arena, oplyser FCM på klubbens hjemmeside.

FC København er også stadig med i turneringen, men da de vandt deres gruppe foran Manchester United, Bayern München og Galatasaray, så træder de senere ind i turneringen.

Lodtrækningen endte med at være således:

Olympiakos - Inter
Zilina - Dortmund
Nantes - Sevilla
FC Midtjylland - RB Leipzig
AZ Alkmaar - Atletico Madrid
Basel - Bayern München
Partizan - Braga
Mainz - Barcelona