Video : Tipsbladet
Talent

Youth League: FCM-comeback mod portugisiske mestre

FC Midtjylland hentede 0-2 på udebane mod Famalicao.

Som danske U19-mestre er FC Midtjylland med i UEFA Youth League i denne sæson, og mens FCK's mandskab spiller i gruppespilsafdelingen, så er FCM med i en knockout-afdeling.

Her spillede de onsdag eftermiddag udekampen i deres opgør mod de portugisiske U19-mestre fra FC Famalicao, og her tager midtjyderne hjem til den heden med et uafgjort resultat på 2-2.

Det lignede ellers i første omgang, at FCM ville komme hjem med et nederlag, da de kom bagud med 0-2 efter to scoringer lige efter hinanden i første halvleg fra brasilianske Pablo og Duarte Oliveira.

Men det fik FC Midtjylland og cheftræner Allan K. Jepsen vendt i anden halvleg. Først med reduceringen fra 16-årige Nicolaj Tornvig efter 72 minutters spil, og derefter kom udligningen med otte minutter tilbage af den ordinære spilletid Jonatan Lindekilde med oplæg fra førnævnte Tornvig.

Selvsamme Tornvig kom desuden først på banen efter 69 minutter.

Dermed er det helt åbent, når de to mandskaber igen skal tørne sammen i returopgøret om at gå videre i ungdommens Champions League. Returkampen spilles 25. oktober på MCH Arena.

Hvis FCM går videre skal de møde vinderen af mødet mellem FC Rukh Lviv og FK Sarajevo. Her endte deres første kamp 1-1.

FC Midtjylland har tidligere nået til kvartfinalen i Youth League.