Chef for tysk fodboldforbund: Kan forlade FIFA
Illustration
VM

Chef for tysk fodboldforbund: Kan forlade FIFA

Det europæiske fodboldforbund UEFA kan forlade FIFA, hvis ikke den omstridt rapport om VM i Qatar bliver offentliggjort, fortæller chefen for det tyske fodboldforbund.

Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis ikke FIFA med Sepp Blatter i spidsen offentliggør den rapport, som FIFA har fået lavet i forbindelse med kritikken af, at Qatar vandt afstemningen om at afholde VM i 2022. FIFA fik lavet rapporten for at undersøge, om der var korruption bag, at Qatar blev VM-vært. I sidste uge fortalte FIFA, at man ikke ville offentliggøre rapporten, og at der i øvrigt ikke var tale om korruption.

Der gik kun få timer, fra FIFA kom med sin konklusion på rapporten, til ledende efterforsker Michael Garcia afviste FIFA's konklusion. Han pegede på, at der var ufuldstændige og fejlagtige fremstillinger, og han fortalte videre, at han har i sinde at klage over FIFA-konklusionen.

Det har ikke overraskende fået flere til at kræve, at FIFA skal offentliggøre rapporten - heriblandt DBU - men FIFA afviser og peger på, at det er ulovligt at offentliggøre rapporten. Nu melder lillebror sig i koret af dem, der vil have rapporten offentliggjort. UEFA truer med at melde sig ud FIFA.

- Den etiske komités afgørelse skal offentliggøres, men også mr. Garcias anklageskrift skal offentliggøres, så det er klart, hvad der er undersøgt, og hvordan anklagerne er behandlet. Og også hvad der ikke er behandlet, og om det var fair at undlade disse ting for offentligheden. Kun sådan kan FIFA genvinde en totalt tabt troværdighed, siger Reinhard Rauball, præsidenten for det tyske fodboldforbund, til Kicker og uddyber:

- Hvis det ikke sker (at tingene bliver offentliggjort, red.), og denne krise ikke bliver løst på en troværdig måde, må vi stille spørgsmålet, om vi fortsat er i gode hænder hos FIFA. En seriøs mulighed er i hvert fald, at UEFA kan udtræde af FIFA, siger han videre.